EMNER

Glem ikke personligt ansvar

Da rygere i USA begyndte at rejse de første retssager mod tobaksindustrien - men måske specielt da en af rygerne fik tilkendt en milliard-erstatning af firmaet Philip Morris - var i det mindste nogle danskere hurtige til at lykønske sig selv og hinanden: "Godt vi ikke har amerikanske tilstande". Men de er unægteligt rykket et afgørende skridt nærmere, efter at en 56-årig dansk ryger har valgt at lægge sag an mod Skandinavisk Tobakskompagni. Hans påstand er, at cigaretterne - som han er dybt afhængig af, og som han hver dag ryger to pakker af - er blevet tilsat stoffer, der har gjort ekstra afhængig. Blandt meget andet peger han på, at lakrids og honning har dæmpet, hvad cigaretterne i øvrigt måtte rumme af farligere og mere vanedannende stoffer. På sin side har rygerens advokat skyndt sig at understrege, at rygeren ikke vil acceptere, at "han har fået et produkt, som af industrien er gjort endnu mere farlig end han kunne påregne". For det er ikke sådan, at rygeren ikke godt har vidst, at det var farligt at ryge - men han mener, at nogle af de nævnte stoffer og flere til har gjort cigaretterne om muligt endnu farligere og mere vanedannende, end offentligheden hidtil har fået noget at vide om. Umiddelbart kunne det jo godt virke, som om den pågældende ryger har en god sag. Især fordi det de senere år er kommet frem, at tobaksfirmaer har forsket i, hvordan man kan give rygerne et endnu kraftigere optag af nikotin - så de kan blive endnu mere afhængige. Omvendt kan ingen inden for de seneste mindst 50 år påstå, at de ikke har vidst, at det basalt set er farligt at ryge. Det har alle rygere vidst og fået at vide - om ikke andet så med stadig mere iøjnespringende advarselsskilte på alle former for røgvarer i Danmark. Så selv om firmaerne selvfølgelig har et klart ansvar for, hvad de putter i deres produkter, hverken kan eller må det fjerne det personlige ansvar, som hver enkelt forbruger selv har. Enhver voksen, ansvarlig forbruger har et personligt ansvar - blandt andet for ikke frivilligt at udsætte sig for de tusindvis af skadelige stoffer, som alle ved findes i cigaretter og andre former for røgvarer.