København

Glemmer at bruge nettet

Danskerne undlader i vidt omfang at bruge netbaserede løsninger i forhold til det offentlige

KØBENHAVN:Danskerne holder sig tilbage, når det gælder om at udnytte netbaserede tjenester ved kontakt med det offentlige. Det sker kun i mindre end fem procent af tilfældene, hvor en borger søger for eksempel daginstitutionsplads, boligstøtte eller flytning. 95 procent af ansøgningerne afleveres stadig på papir og udfyldt i hånden. Det viser en opgørelse, som it-selskabet KMD har foretaget for nyhedsmagasinet Ingeniøren. Den manglende indsats fra borgerne skal ses i lyset af næsten ti års indsats i kommunerne for digital selvbetjening. Den manuelle papirgang er langt dyrere for kommunerne. Tallene overrasker Kim Normann Andersen, professor i anvendt informationsteknologi ved CBS, Handelshøjskolen i København. - Der er noget helt galt. Digitalisering er vejen frem for en mere effektiv offentlig sektor, og derfor er tallene dybt alarmerende, siger han til Ingeniøren. Ifølge KMD ligger prisen for en telefonisk henvendelse fra borgerne på 150 kroner - eller 40 gange mere end en digital. Handelshøjskoleforskeren mener, at tiden er inde til at gøre den netbaserede løsning til den eneste for flertallet af borgerne. - Borgerne har også et ansvar for at bruge de digitale løsninger. Flertallet har jo ingen problemer, hvis de skal finde billige flybilletter eller andre tilbud på nettet, siger Kim Normann Andersen./ritzau/