Glemt af Post Danmark

Ægteparret Hansen har to gange oplevet, at Post Danmark leverede breve mod aftalen.

Bine Martine Gori
"Opbevaring af post" betegnes af Post Danmark som en kerneydelse. Alligevel er et ægtepar i Aalborg hele to gange kommet fra rejse hjem til en overfyldt brevkasse, trods aftale med postvæsenet. Arkivfoto
EMNER 23. februar 2012 14:30

Post Danmark er ikke populær hos ægteparret Hansen i Aalborg. To gange i træk er parret kommet hjem til en postkasse fyldt til randen med breve. Begge gange havde ægteparret bestilt den såkaldte service "opbevaring af post" fra Post Danmark. En service, der er gratis og garanterer, at den post, som leveres i det tidsrum, man har bestilt ordningen, bliver lagt til side og leveret samlet den dag, man igen ønsker at modtage post. - Jeg har klaget flere gange. Senest blev jeg lovet, at jeg blev ringet op, men jeg har ikke hørt noget endnu, fortæller Poul Erik Hansen. Hørte intet fra Post Danmark Første gang, Post Danmark skuffede ægteparret, var i oktober sidste år. - Der ringede jeg ind og brokkede mig over, at den post, som skulle være kommet dagen efter, ikke kom - den var kommet hver dag, mens vi var ude at rejse, fortæller Poul Erik Hansen. Han fik intet svar på sin henvendelse og lod sagen falde - intet ondt var hændt. Igen fyldt op Af samme grund fik Post Danmark en ny chance, da ægteparret for nylig var på rejse igen. Denne gang gik turen til Thailand i 14 dage, og samme ordning med opbevaring af post var igen bestilt. Men da Poul Erik Hansen med sin kone vendte hjem til Aalborg, var postkassen igen fyldt til randen med breve og anden post, som ikke burde blive leveret, mens ordningen var aktiv. Poul Erik Hansen ringede igen til Post Danmark. Skuffende oplevelse - Men der skete aldrig noget, fortæller Poul Erik Hansen, der er træt af, at det, han og hans kone så som en god service, kun har været en skuffende oplevelse. - Så skulle de tage den service, der hedder opbevaring af post, af. For hvis folk er ude at rejse, og de ikke har nogen, der kan tømme postkassen, så er det jo oplagt for tyveknægte, for de kan jo se, at der ligger en masse post, siger Poul Erik Hansen. Han er skuffet over ikke at have hørt fra Post Danmark hverken første eller anden gang, han henvendte sig med sit postproblem. Post Danmark undskylder Hos Post Danmark er man ked af den oplevelse, Poul Erik Hansen og hans kone har haft. Jan Nielsen, distributionschef i Aalborg, er ked af, at ægteparret to gange har oplevet, at breve, der skulle have været tilbageholdt, alligevel blev leveret. Han betegner episoderne som meget uheldige. - Vi følger selvfølgelig op på det, understreger distributionschefen, der ikke mener, der skal være slinger i valsen - uanset om servicen er gratis eller ej. - Det her er vores kerneområde, så det skal fungere. Og det skal fungere, uanset om det er gratis eller ej, understreger Jan Nielsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...