Glemte sele og flygtede fra politi

Det var kun et glimt. Men det var nok til at få politipatruljen til at sætte efter en blå Opel Corsa, der kørte ad Aalestrups Busgade.

Glimtet havde vist betjentene, at føreren af bilen ikke havde sikkerhedsselen spændt på, og da den slags står til at give en bøde, satte de efter bilen. Til deres overraskelse satte det imidlertid mere fut i Opelen, der speedede op og snart forsvandt. Det viste der sig imidlertid at være mindst én god grund til. Da bilen siden blev fundet et andet sted i Aalestrup viste det sig nemlig, at de nummerplader, der var skruet fast på den, var blevet stjålet ugen inden i Viborg. Noget som føreren af køretøjet ikke mente at politipatruljen skulle vide for meget om mens han sad på forsædet. Bilen har ikke været indregistreret i flere år, viste det sig, men den megen ulejlighed for at slippe uset væk kan meget vel vise sig at være forgæves. Politiet har i hvert fald en god idé om, hvem betjentene så sidde bag rattet i flugtbilen.