Fodbold

Glen Riddersholm efter debut: Vi tabte til os selv

Glen Riddersholm fik lørdag en skidt debut som Sønderjyske-træner, da hans hold ude tabte 0-2 til Vejle.

Glen Riddersholm indledte sit trænerjob i Sønderjyske med et nederlag i Superligaen lørdag.

Glen Riddersholm indledte sit trænerjob i Sønderjyske med et nederlag i Superligaen lørdag.

VEJLE:Glen Riddersholm fik lørdag eftermiddag debut som træner for Sønderjyske på udebane mod Vejle i Superligaen.

Den tidligere træner i FC Midtjylland og AGF fik dog ikke den ønskede indledning på sin tid i Sønderjyske, da klubben fra Haderslev måtte rejse hjem med et nederlag på 0-2.

Træneren havde inden kampen talt om, at han vil gøre Sønderjyske mere offensivt, men måtte altså indkassere et nederlag.

- Vi tabte til os selv. Vi tabte kampen i første halvleg, fordi vi ikke hjalp vores målmand, som ellers reddede flot. Efterfølgende stod vi og sov på en omstilling, siger Glen Riddersholm.

Den nye Sønderjyske-træner mente ikke, at spillerne var skarpe nok i de afgørende situationer. Det blev udslagsgivende på måltavlen.

- Vi tabte 0-2, og det giver en følelse af, at vi efterlod nogle procenter derude. Vi var i de fleste faser i en kontrollerende rolle, men vi savnede skarphed, siger Riddersholm.

Han var mere tilfreds med, hvad Sønderjyske leverede efter pausen.

- I anden halvleg fik vi bedre gang i spillet, og vi fik spillet chancerne større. Vi havde også to afslutninger på overliggeren, siger træneren.

Vejle-anfører Jacob Schoop var efter kampen enig i, at Sønderjyske særligt i anden halvleg var dominerende.

- I anden halvleg var de mere farlige, end vi var. De kom frem til nogle chancer, som de godt kunne have scoret på, siger Schoop.

Anføreren var dog ikke sen til at pointere, at skarphed som bekendt er afgørende.

- Vi scorede på vores chancer i en meget lige kamp, og det blev udslagsgivende. Det skal man også kunne som fodboldhold, siger Jacob Schoop.

Glen Riddersholm får mulighed for at hente sine første point som træner i Sønderjyske, når de i næste spillerunde tager imod AGF.

/ritzau/