Naturvidenskab

Gletsjer beskyttes mod sol

én af Grønlands mange gletsjere får til sommer et tæppe på for at hindre, at den smelter eller nedslides af uvejr. Arkivfoto: Ulrik Bang

én af Grønlands mange gletsjere får til sommer et tæppe på for at hindre, at den smelter eller nedslides af uvejr. Arkivfoto: Ulrik Bang

Amerikanske forskere fra blandt andet Ohio State University vil til sommer dække et område, der svarer til 13 håndboldbaner i kanten af en gletsjer øst for Kangerlussuaq (Sønder Strømfjord) i Vestgrønland, med et snehvidt kunststoftæppe. Tæppet på 10.000 kvadratmeter skal sikre, at gletsjeren ikke eroderes af arktisk uvejr, og at dens overfladetemperatur forbliver iskold. Tæppet vil også reflektere Solens stråler, skriver Berlingske Tidende. Ifølge glaciolog Jason Box reflekterer gletsjeren og resten af den grønlandske indlandsis op til 80 procent af sollyset og forbliver derfor kølige. Men når overfladetemperaturen stiger på grund af global opvarmning, begynder isen at smelte og løbe ud i havet, hvor den bidrager til vandstandsstigningen. Afsmeltningen betyder desuden, at der er mindre is til at reflektere sollyset, og derfor optager Jorden endnu mere varme fra Solen. Jason Box anerkender, at det kan blive dyrt at dække alle gletsjere i verden, der er truet af global opvarmning. - Men når man tænker på, hvad kystsikring kan komme til at koste, kan det her måske vise sig at være billigere, siger han. Glaciolog Jørgen Pedersen Steffen fra Niels Bohr Instituttet, mener, at det umiddelbart virker lidt langt ude at dække den grønlandske gletsjer med et tæppe. Han ser det mere som et pædagogisk projekt./ritzau/