Gletsjere har trukket sig tilbage i 100 år

text: Pia Christensen       
    Foto: Ulrik Bang

text: Pia Christensen Foto: Ulrik Bang

At grønlandske gletsjere trækker sig tilbage på grund af smeltning er ikke en udvikling af ny dato. Den hidtil største undersøgelse af gletsjerne viser, at de løbende har trukket sig tilbage gennem de sidste godt 100 år. I de kommende 10-20 år vil afsmeltningen fortsætte som udløber af de nuværende stigninger i temperaturerne. Det er glaciologerne Jacob Clement Yde og Niels Tvis Knudsen fra Aarhus Universitet, der har kortlagt gletsjernes færden. De fremlægger nu deres forskning på en international konference i Cambridge, England. Forskerne har undersøgt 247 gletsjere og er dermed den hidtil mest omfangsrige undersøgelse af gletsjerbevægelser i Grønland. - Vi har undersøgt 95 procent af det gletsjerdækkede areal på øen Disko i Vestgrønland. Alt taler for at vores resultater også gælder for de øvrige lignende, kystnære gletsjere i resten af Grønland - så de har altså også trukket sig tilbage, hvis ikke de allerede er helt forsvundet i de sidste godt 100 år, siger Jacob Clement Yde. Forskerne konstaterer, at gletsjerne fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1953 løbende trak sig tilbage. Fra 1920’erne og frem til 1953 var tilbagetrækningen upåvirket af, at temperaturerne i denne periode steg markant med 3-4 grader i Grønland. - Effekten af stigende temperaturer i 1920-30 har vi først set 20-60 år senere, forklarer Jacob Clement Yde. På samme måde venter han, at den nuværende stigning i temperaturerne for de små gletsjere vil betyde, at de i løbet af 10-20 år yderligere vil smelte alvorligt tilbage. Den nuværende stigning i temperaturerne, der startede i midten af 1990’erne, kan endnu ikke ses i gletsjernes bevægelser. Efter 1953 fortsatte tilbagetrækningen med otte meter om året. I denne periode bevægede ingen gletsjere sig frem. 69 procent af dem trak sig tilbage, mens 31 procent blev liggende. Tilbagetrækningen var størst mellem 1964 og 1985. Ifølge Jacob Clement Yde er den mangeårige afsmeltning et resultat af en naturlig opvarmning, hvor den menneskeskabte del af opvarmningen kommer oven i og forværrer situationen yderligere. Kilder til den naturlige opvarmning kan for eksempel være vulkanudbrud. Forskerne kan også påvise, at der er på Disko-øen er 75 galopperende gletsjere mod hidtil forventet 20. Der er tale om en speciel type gletsjer, der på få år bevæger sig hurtigt og voldsomt frem, hvorefter de langsomt trækker sig tilbage - for igen med hundreder af års mellemrum pludselig at skride voldsomt frem. /ritzau/