Glideturen skal hævnes

Både Würtz og Glerup tilbage i nøgleroller

AALBORG:I næsten alle sine 103 kampe på AaB's superligahold har Rasmus Würtz sat tryk på kedlen, og i foråret har han sammen med Thomas Augustinussen som regel udgjort et solidt bolværk i maskinrummet. Men 3. april blev den stærke duo og AaB som helhed sat grundigt til vægs af Viborg, der i midtbanestyrmanden Jacob Glerup havde kampens dominerende figur. Derfor løber Rasmus Würtz i aften ind på Aalborg Stadion med ekstra hævntørst til en kamp, hvor både han selv og Viborg-anføreren vender tilbage efter karantæne. - Man lægger normalt ikke så meget mærke til Jacob Glerup, men han er en dygtig og vigtig spiller, som får Viborgs spil til at hænge sammen, så vi skal have bedre fat i ham end sidst. Vi skal i første række stå tættere sammen på banen og presse som hold i stedet for individuelt, lyder recepten fra Rasmus Würtz, der forventer en étmålssejr til AaB i en hård og jævnbyrdig fight. Comeback til Berisha I AaB-lejren har både Mattias Lindström og Thomas Augustinussen haft kvaler med bentøjet i de seneste dage, men ventes klar. På bænken bliver Besart Berisha ny angrebsjoker i stedet for Túlio de Melo, der præsterede et blegt indhop i mandags i Farum. - Berisha havde karantæne i sidste runde, men fortjener chancen efter syv mål i de fire seneste danmarksseriekampe, forklarer assistenttræner Allan Kuhn. Besart Berisha - kosovo-albansk lejesvend fra Hamburger SV - figurerer i AaB-truppen for første gang siden forårspremieren i Brøndby, hvor han afløste Simon Bræmer midt i anden halvleg. Viborg har Jesper Andersen i karantæne, mens de to tidligere AaB'ere Stefan Bidstrup og Søren Frederiksen er gledet ud i forhold til mandagens 2-2 kamp hjemme mod Esbjerg, idet begge har eftervirkninger af skader i akillessenerne. Foruden Jacob Glerup er Christian Keller fri af karantæne. Desuden træder den tidligere FC Nordjylland-back Søren Jensen og Paul Obiefule ind i Viborg-truppen. abel