Retspleje

Glistrup blev hendes skæbne

Lene Glistrup fylder i dag 85 år.Foto: Scanpix

Lene Glistrup fylder i dag 85 år.Foto: Scanpix

¤Lene Glistrup, gennem et langt ægteskab Mogens Glistrups største og mest loyale støtte, fylder i dag 85 år. Den legendariske Mogens Glistrup blev Lene Glistrups skæbne. De to fandt sammen på jurastudiet på Københavns Universitet, blev gift i 1950, og han blev senere kompagnon med sin svigerfar, Niels Borup Svendsen, i dennes velvoksne advokatfirma. Da Lene Glistrups far døde i 1970, overtog Mogens Glistrup firmaet, som var Danmarks største advokatforretning. Som hjemmegående husmor tog Lene Glistrup sig af firmaets "småsager" ved byretten i Lyngby. Lene Glistrup var gift med Mogens Glistrup i knap seks årtier og fik fire børn i rap. Deres privatliv kom i fuldt offentligt søgelys, efter at han i 1971 i tv-udsendelsen "Focus" sammenlignede skattesnydere med jernbanesabotører under besættelsen. Hans udsagn vakte furore og forargelse, som steg til uanede højder ved oplysningen om hans nulskat trods en millionindtægt. Mogens Glistrup stiftede Fremskridtspartiet og tog 27 partifæller med i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973. 10 år senere fik han tre års fængsel for skattesvindel i Højesteret og afsonede straffen i Horserød Fængsel, skønt vælgerne genvalgte ham ved folketingsvalget i 1984. Med dommen forsvandt juristen Lene Glistrups respekt for retssystemet for stedse. - Jeg var så naiv, at lige til højesteretsdommen kom, troede jeg ikke på, han blev dømt. Jeg har ikke dét, der ligner tiltro til retsvæsnet, sagde juristen. Lene Glistrup skrev som sekretær for "Mogge" indtil hans dødsdag i juli 2008 tusindvis af breve til skattevæsnet, Landsskatteretten, Kammeradvokaten og andre myndigheder. Desuden var hun praktisk gris i hjemmet på Hummeltoftevej, hvor hun kørte bilen, ordnede lamper, snedkererede og slog søm i for den håbløst upraktiske Mogens Glistrup. Trods ægtefællens langvarige politiske karriere i Fremskridts- og Trivselspartiet har politik aldrig tiltrukket hende. - Det er venlighed, smil og en dolk i ryggen. Sådan er det derinde på Christiansborg, så jeg kunne aldrig finde på at involvere mig i det. Jeg bryder mig slet ikke om stemningen, sagde Lene Glistrup til Morgenavisen Jyllands-Posten. /ritzau/