Glitrende ironi og kærlige signaler

PROSATEKSTER Jens Blendstrup: "Kvinden adskilt i hoveddele" En tøjlesløs titel til en skør bog, som på én gang er plat, barok, absurd og såmænd også ganske fornøjelig. Rose Ekens har lavet en surrealistisk billedserie om moderne, frigjorte kvinder, der alle opholder sig i et rum, mere eller mindre hovedløse og omgivet af bundne, traditionelle kvindeingredienser. Til hvert billede svarer en tekst, som på den anden side ikke er underbygning af billedet, men snarere en løs association, som netop kan føre mange steder hen: "Nej jeg tror ikke det skal være kvinder og mig. Jeg tror det ikke. Bare måden de ligesom er her på. De er her mere end os. De spadserer med højere lyde…" Men før Blendstrup når hertil, har han faktisk forsøgt at skille kvinden ad i hoveddele; mere eller mindre hypotetiske situationer danner oftest udgangspunktet for de psykiske beskrivelser: "Når kvinder forlader deres mænd, begynder de at udsende ubehagelige vibrationer. Vi taler om en ganske uhørlig frekvens…." Eller følgende konstatering: "Når kvinder er bange for at miste begynder deres negle at udvikle sig til kløer. Deres tænder bliver aflange som hos bidegale dyr…" Det kan glitre af ironi, men også kærlige signaler sendes ud om det andet køn. Der knytter sig stor beundring, en ikke ringe selvironi og megen poesi til denne hoveddel: "Kvinder har to rygsøjler. I alle kvinder vokser der to rygsøjler. Den ene er blid og bøjelig. Den anden er hård og umulig at flytte. Den ene er den de får ondt i. Den anden er den der holder dem ranke hele livet. Det er også derfor kvinder er så uendeligt mere smukke i solnedgangen. To rygsøjler kaster en anden skygge end en snoldet mandslings ene." Det er glimtvis en ganske morsom bog, men den spejler nu også en alvorligere del af menneskets situation i dag, for bag ironien, kærligheden og beundringen toner frem det moderne menneske, som betragtes med en smerteligt vidende og ømt medvidende og medlidende blik, fordi det er tvunget til at spille de roller, der dikteres af de nye seksuelle normer og generelle adfærdsmønstre i den nymodens tid uoverskuelige og kaotiske virkelighed. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Jens Blendstrup: "Kvinden adskilt i hoveddele" Illustrationer: Rose Eken 64 sider, 148 kr. Brødrene Brøndum

Forsiden