Global hedebølge kysser Valsted

OPVARMNINGRododendron og andre gevækster springer ud en måned før normalen, og ekskrementer fra gæs og ænder styrker udviklingen

VALSTED:- Spanien får en snert af Sahara, mens vi ad åre nærmer os klimaet i Sydfrankrig, og det er da ikke så galt endda. For os og kommende generationer altså. Citat 74-årige Inger Nielsen, der sammen med sin 84-årige mand Herman netop har åbnet sæsonen i Rosengaardens efterhånden ret berømte åbne have i Valsted, hvor et af de mest udbredte navne bestemt ikke er ”Lomborg”, men ”Severinsen”. Der hvor rododendronerne i år er sprunget ud op til en måned tidliger end normalt. Andre gevækster ligeså, og Inger Nielsen har en forklaring. - April var tre grader varmere end normalt. Rosengaardens Have omfatter ligenu omkring 100 forskellige arter rodondendroner af den klassiske type, og op mod 30 løvfældende af slagsen. Præcist, hvor mange, har Inger og Herman Nielsen ikke tal på, for de har købt, solgt, byttet, plantet, luget og revet i årevis for at skabe deres livsværk på den løftede fjordbund, der på papiret er totalt uegnet til rodondendroner. Forklaring: Lort. Ekskrementer fra gæs og ænder, der indtil for omkring 100 år siden boltrede sig i Nielsens nuværende have, dengang der var fællesjord i landsbyen, og det Limfjordsnære lavområde stod under vand store dele af året. - Lort giver næring, der er masser af efterladenskaber fra dengang, gødningsværdien er høj, og det glæder vi os over i dag, fortæller Inger Nielsen, der henviser til eksempelvis dagliljer som perfekte til at vokse i løftet fjordbund uden tilsætningsstoffer modsat rododendron med hang til næring som fuglelort. De ”sene” blomstrer ligenu, mens de tidlige samler kræfter indtil endnu en manddomsprøven næste år. Haven sprudler i disse dage også af paeoner og iris, syrenerne er på vej, slutningen af juni og hele juli især byder på åkander og hundreder af roser, så følger stauder, mens georginerne traditionen tro slutter sæsonen af frem til midten af september, hvor den første nattefrost efter sommeren traditionelt lurer lige om hjørnet. Inger og Herman Nielsen holder officielt åbent i Rosengaardens Have de kommende måneder 10-17 fredag, lørdag, søndag.