Globalt og multimedialt

10 unge kunstnere fra hele verden bidrager til Det Ny Kastets Thisted Biennale.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Delphine Béchard bygger sin installation med hjælp fra kunstforeningens Lars Autzen.

Musikken blev global under festivalen Go Global i Thisted i sensommeren 2008. Nu følger kunstforeningen Det Ny Kastet trop med Thisted Biennalen 2009, der har bidrag af 10 unge kunstnere fra seks forskellige lande. De 10 er alle studerende ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. De tilhører altså den samme kunstneriske generation, men deres arbejder spænder vidt hvad angår materialer og medier: Tegninger, maleri og skulptur, tekster, lyd- og videoinstallationer og værker, som blander flere forskellige medier og materialer. Til den sidste kategori hører irske Dierdre Humphrys' bidrag, som - måske med henvisning til aktiekursernes aktuelle rutsjetur - beskæftiger sig med rutsjebaner i sit værk, der bl.a. består at et stort banner med teksten "At glide hurtigt uden at have kontrol over bevægelsen". Også Delphine Béchard (Frankrig) går på tværs af medier og materialer i den installation, som langt fra var færdig, da Thisted Dagblad torsdag eftermiddag besøgte Det Ny Kastets udstillingsbygning. Assisteret af Lars Autzen fra kunstforeningen var hun i fuld gang med at bygge sit værk - en kasse med åbninger, som skal blive til en trommemaskine, hvor motorerne fra bilers vinduesviskere aktiverer trommestikkerne - samtidig med, at trommeskindene illumineres af farvet lys. Og udstillingsgæsterne kan bidrage til værket, for lyd og lys vil blive styret af sensorer, fortæller kunstneren. Hvis man efter disse oplevelser trænger til lidt meditativ fordybelse, er der mulighed for at krybe ind i et velourtelt, skabt af den norske lydkunstner Linn Halvorsrød. På et blødt underlag kan man her iklæde sig et par høretelefoner og lytte til den lyd, som kunstneren har skabt til lejligheden. Læs hele artiklen i Thisted Dagblad fredag