Energiselskaber

Gløder startede varmeværksbrand

Årsagen til branden på Aalestrup Varmeværk blev fastslået tirsdag

Brandfolkene fik hurtigt ilden under kontrol, og flammerne fik kun fat i den ene af varmeværkets bygninger. arkivfoto: Bent Bach

Brandfolkene fik hurtigt ilden under kontrol, og flammerne fik kun fat i den ene af varmeværkets bygninger. arkivfoto: Bent Bach

AALESTRUP:Gløder i fyringsmateriale under tagkonstruktionen var årsag til, at der lørdag udbrød brand i Aalestrup Varmeværk. Det forklarer vicepolitikommissær Vagn Jensen fra politiet i Løgstør. Tirsdag formiddag var politiet sammen med repræsentanter fra Dansk Brandteknisk Institut på inspektion på varmeværket for at fastslå brandårsagen. - Man har fundet frem til, at det er gløder under taget, der har antændt ilden, siger Vagn Jensen. Fredag eftermiddag arbejdede håndværkere oppe under taget på varmeværket. Spekulationer går derfor på, om det er gløder fra en vinkelsliber, eller måske en cigaret, der har ligget og ulmet og sidst på natten udviklet sig til flammer. Der er masser af brændbart materiale på værket, som hovedsagelig fyrer med bark. - Der sker ikke mere i sagen nu. Vi afventer erklæringer fra de sagkyndige brandmyndigheder, siger Vagn Jensen.