Glyfosat ender i grundvand

KØBENHAVN:Kemikaliet glyfosat, der indgår i populære sprøjtegifte som Roundup og Touchdown, siver stik mod forventning gennem jorden og forurener grundvandet med en koncentration på fem gange over grænseværdien for drikkevand. Det viser forsøg, som Danmark og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) beskriver i en endnu ikke offentliggjort artikel. - Når vi sprøjter glyfosat på markerne efter reglerne, så viser det sig, at stoffet bliver udvasket til det øvre grundvand med i gennemsnit 0,54 mikrogram per liter. Det er meget overraskende, for vi har hidtil troet, at bakterierne i jorden gjorde kål på glyfosat, inden det nåede vandlaget, siger projektleder Jeanne Kjær fra GEUS til dagbladet Politiken. Det er Miljøstyrelsen, der har givet tilladelsen til at bruge glyfosat - ud fra producentens egne undersøgelser. Styrelsen er nu ved at revurdere stoffet. På baggrund af resultaterne fra GEUS overvejer miljøminister Hans Christian Schmidt (V) at gribe ind over for brug af glyfosat på danske marker. /ritzau/