Frederikshavn

Gnisterne flyver

FREDERIKSHAVN:Torsdag 24. april om eftermiddagen er der rig lejlighed til at se, hvad der kan komme ud af et grundigt iværksætterkursus - og hvad der allerede er kommet ud af det. Arrangører er Gnisterne - deltagere på iværksætterkurset "Iværksættergnisten" under HKs udviklingsafdeling, og de holder åbent hus i HKs lokaler på Kallsvej 2 i Frederikshavn. Gnisterne er en gruppe mennesker fra hele Nordjylland, som i det seneste halve år har deltaget i kurset "Iværksættergnisten" tilrettelagt af HK Udvikling i samarbejde med EU. Formålet med kurset har været at give kursisterne en masse værktøjer og en god ballast til at begynde som selvstændige. Det er sket gennem undervisning i blandt andet salg og markedsføring, kommunikation og præsentationsteknik, og mange oplægsholdere har fortalt om de ting, kursisterne som selvstændige erhvervsdrivende skal tage stilling til. Gnisterne har haft besøg af bl.a. NIN (Nordjyllands Iværksætter Netværk), Erhvervskontoret, Told & Skat samt en etableringsvejleder, en revisor og mange andre spændende og relevante personer og myndigheder. Til det åbne hus har Gnisterne opstillet flot dekorerede stande, og på dem kan gæsterne høre om bl.a. hoppemælk, dyrehealing, kunst og antikviteter og smykkedesign.

Forsiden