Go' morgen på stationen

19. september 2002 08:00

VRÅ: Togpassagererne gned sig en ekstra gang i øjnene, da de i går morges ankom til stationen i Vrå. På perronen blev de nemlig modtaget af tre pyjamasklædte kvinder i futsko, og den spøjse påklædning kaldt på en del morgenfriske bemærkninger fra toggæsterne. Pyjamas-pigerne, der dog ikke stillede op med morgenhår, var fra Jyske Bank i Vrå, og udstyrsnummeret et led i et reklamefremstød rettet mod unge mellem 18 og 24 år. Med sig havde bankfolken frisksmurte rundstykker, der blev delt ud sammen med Get a Leif-avisen. En af de morgenduelige bankfolk på stationen var afdelingsdirektør Lisbeth Støwe. - Vi har udviklet en række produkter til de 18-24-årige, fortæller hun og lader forstå, at der er flere informationer at hente i afdelingen i Jernbanegade eller på bankens hjemmeside. Banken er desuden klar med en ny og anderledes konkurrence for alle mellem 18 og 24 år. Konkurrencen handler om at vise initiativ og handlekraft. Om at gennemføre skøre, skæve eller krøllede ideer. Konkurrencen hedder Get A Leif - og den handler om at få sig et liv. Med Leif-prisen følger en kontant påskønnelse på 20.000 kroner. De unge kan selv tilmelde sig konkurrence eller nominere en kandidat. Hvis man vil have en chance for at vinde i 2003, skal Jyske Bank have ansøgningen senest 3. februar.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...