God anledning til mange kager

Aktive Kvinder Nørresundby fejrer 70 års jubilæum med kager og mad

NØRRESUNDBY:Nok skiftede husmoderforeningerne landet over navn til Aktive Kvinder i 2001. Men husmoderens evne til at bage søde sager blev ikke desto mindre grundigt demonstreret, da Aktive Kvinder Nørresundby for nylig fejrede 70 års jubilæum. Ved foreningens reception i Nørresundby Kirkecenter havde ikke mindre end 23 af de de cirka 70 fremmødte medlemmer bagt kager. 23 forskellige slags, vel at mærke. Og der blev taget godt fra af både medlemmer og receptionsgæster. Bestyrelsesmedlemmer fra søsterforeninger i Løgstør, Skørping og Aalborg lagde vejen forbi for at sige tillykke, og Nørresundby Bank og menighedsrådet for Nørresundby kirke var også blandt gæsterne. 14. april holder foreningen desuden stiftelsesfest i Solsidehallens restaurant, hvor 88 af foreningens 284 medlemmer vil deltage. Foreningen blev stiftet 10. april 1935. I 1979 var antallet af medlemmer oppe på 288. Siden tog det et dyk, og da den nuværende formand, Minna Jensen, blev formand i 1998, havde foreningen 1995. I dag er det oppe på de 284. - Efter hvad vi hører, skyldes det, at vi har nogle rigtig gode arrangementer. Hver 14. dag samler vi 80-100 medlemmer i kirkecentret, fortæller Minna Jensen. Hun er glad for, at foreningen i 2001 skiftede navn. - Husmoderforeningen var lidt noget, man gjorde grin med. Det lød som sådan en frikadelleklub, hvor man byttede strikkeopskrifter. Navnet Aktive Kvinder passer meget bedre på os. Provst underholder Foreningens næste arrangement er torsdag 28. april klokken 19, hvor provst Henning Toft Bro vil underholde med "en musikalsk vandretur gennem sind og sogne". Arrangementet er åbent for alle - mod betaling. - Provsten har tidligere sunget og spillet i Tørfisk. Så det bliver både underholdende og festligt, lover formanden.