God brug for pensionsforsikringer

HK-undersøgelse afslører stort behov for forsikring mod sygdom og død

KØBENHAVN:Forsikring mod sygdom og død som en del af de overenskomstbaserede pensionsordninger er udbredt - og med god grund, siger HK/Privat. Det viser en ny undersøgelse fra fagforbundet. Ud af 100 mennesker, der tegner en pensionsopsparing som 20-årige, vil 47 få brug for forsikringen, inden de fylder 62. 12 dør, 16 bliver invalide og 19 får en kritisk sygdom. Det viser beregninger, som pensionskassen PensionDanmark har foretaget, og som bliver offentliggjort i det kommende nummer af HK/Privat-bladet - Det viser med al ønskelig tydelighed, hvorfor det er så vigtigt at have en pensionsordning via sin overenskomst. Vores medlemmer har et stor behov, ikke blot for en god opsparing, som de kan leve af, når de bliver gamle, men også for en solid forsikring, så de og deres familie har en økonomisk tryghed, hvis de mister deres arbejdsevne, siger HK/Privats formand, Karin Retvig. Især forsikringen mod kritisk sygdom er efterspurgt. Der er tale om et relativt nyt tilbud, som på få er blevet standard i arbejdsmarkedspensionerne. Selskaberne bag forsikringerne melder alle om stor interesse for dem. Tal fra Forsikring & Pension viser, at medlemsvirksomhederne i 2002 havde over 6500 forsikringstagere, som fik en sygdom, der gav udbetaling fra forsikringen. Der var på det tidspunkt 1,7 millioner policer med dækning for kritisk sygsom. Kræft er den sygdom, der giver flest udbetalinger. /ritzau/