Jammerbugt

God fest med beskeden tilslutning

{ ØLAND: De 30 deltagere i Øland Beboerlaugs løvfaldsfest på skolen fik som lovet i programmet en fin musikalsk underholdning, da Christian Vestergaard og Morten Grønborg gik på scenen og underholdt med melodier som I skovens dybe stille ro, Temaet til Matador og Bjergkøbing Grandprix af Bent Fabricius Bjerre og Yesterday af The Beatles. Forud for underholdningen havde deltagerne under fællesspisning nydt den gode hjemmelavede mad, bestående af flæskesteg med rødkål og citronfromage til dessert. Formand Lars Vadmann undrer sig over den manglende tilslutning til løvfaldsfesten. Om det skyldes skolens nyindførte rygeforbud eller de mange arrangementer rundt omkring i dette efterår, kan man kun gætte om. Men formanden opfordrer kraftigt øboerne til at bakke op om laugets kommende arrangementer her i efteråret, bl.a. bankospil, foredrag og juletræstænding.