God form giver iskolde hoveder

Cheftræner Olaf Eller har bragt kontrol og koldblodighed ind i FIK-truppen

Frederikshavn IK Herlev IK 6-4 Ishockey, Isligaen FREDERIKSHAVN: På en ellers fredelig søndag eftermiddag kogte Herlevs spillere flere gange over, og mest hidsigt temperament viste Filip Faurholm, da han fire sekunder før anden periodes udløb hev hjelmen af hjemmeholdets canadier Dan Ceman, der efterfølgende fik øretæver af den vildt slående Herlev-spiller. Det betød til gengæld også en tidlig badebillet til hidsigproppen fra Herlev, mens Ceman bevarede kontrollen og nøjedes med en to minutters udvisning. Og generelt holdt frederikshavnerne sig langt væk fra udvisningsboksen, mens gæsterne fra Herlev i første og anden periode var flittige besøgende. Også fredag aften hjemme mod AaB Ishockey havde FIK'erne få udvisninger, og cheftræner Olaf Eller forklarer det faktum med en øget disciplin hos sine spillere. - Netop situationen med Dan Ceman, der trækker sig ud af et slagsmål, giver et godt billede af vores trup, som udviser stor moral og disciplin. Også landsholdsspiller Mike Grey, der er involveret i heftige nærkampe i hver eneste kamp, kommer flot ud af opgøret mod Herlev uden udvisninger. - Jeg skal ikke alene tage æren for, at FIK-truppen ikke får så mange udvisninger, men en god grundform hos spillerne er meget afgørende. - Hvis spillerne mærker, at de hele tiden er en tand foran modstanderne, er det jo ikke nødvendigt at hidse sig op med dumme udvisninger til følge, siger Olaf Eller. For svagt powerplay De mange udvisninger til Herlev gav FIK mange powerplay, og her manglede den nødvendige skarphed. Således i tredje periodes start, hvor hjemmeholdet spillede fem mod tre men alligevel ikke formåede at score. Ganske vist blev det til ialt tre mål i overtal til FIK, men generelt var det alligevel for magert et udbytte. Og havde modstanderen været bedre end Herlev, kunne et par dårlige pasninger endda have givet bagslag den anden vej. Træner Olaf Eller fandt dog ikke den manglende skarphed katastrofal. - Vi fik skabt mange chancer, og det er trods alt vigtigst, lød det fra FIK-træneren, der måtte have reservekeeper, Mads Johnsen, i mål mod Herlev. - Johan Westermark pådrog sig en mindre forstrækning på bagsiden af låret mod AaB, men trods et par lidt lette Herlev-mål fik Mads Johnsen også vist, at han har formatet til ligaen. - Og det er betryggende at vide, for ham får vi helt klart brug for i flere kampe i sæsonens løb. Kampfakta: Periodecifre: 2-0, 3-3, 1-1 Mål: 5.14, 1-0 Thomas Reinert ass. Mike Grey, 15.25, 2-0 Mads B. Christensen ass. Martin Taborsky, 22.36, 3-0 Martin Taborsky ass. Mads B. Christensen, 22.47, 3-1 Patrik Boij ass. Thor Dresler, 25.09, 4-1 Lars Mølgaard ass. Radim Piroutek, 28.53, 4-2 Thomas Lilholt ass. Henrik Børner, 30.53, 4-3 Bo Larsen uass., 312.55, 5-3 Thomas Reinert ass. Mike Grey, 44.52, 6-3 Radim Piroutek ass. Dan Ceman, 48.42, 6-4 Rasmus Olsen ass. Patrik Boij. Udvisninger: FIK: 4 x 2 min., Herlev: 1x20 min. og Game Misconduct (Filip Faurholm), 1x10 min. (Brian Jensen), 9x2 min. Dommer: Brian Janum Tilskuere: 1021 i Frederikshavn Isstadion