God fysik kan give landsholdspladser

To elever fra Hobro Gymnasium er med i opløbet om landsholdspladser og deltagelse i international fysikolympiade i Spanien

HOBRO:De naturvidenskabelige fag har det svært, og politikerne efterlyser flere unge mennesker med lyst til lige netop de studier. På Hobro Gymnasium ser det ud til, at mindst to elever er godt på vej i den retning. Med to top ti placeringer i de indledende runder står Lauge Christensen og Esben Christensen med gode kort på hånden, før den nationale slutrunde i fysikolympiaden afvikles hen over foråret. - Vi skal i træningslejr i København med ti andre kandidater, hvor de fem bedste bliver udtaget til landsholdet, fortæller Esben Christensen. De fem landsholdsfysikere skal deltage i den internationale fysikolympiade i den spanske by Salamanca fra 3. til 12. juli. Og der er god grund til at gå i træningslejr. For hvis de to nordjyder bliver udtaget til fysikolympiaden, skal de løse fysikopgaver, der er sværere end de opgaver, der indgår i pensum på højniveau i et dansk gymnasium, fortæller Lauge Christensen med en vis stolthed i stemmen. To elever på én gang Ifølge fysiklærer Kaj Edlund har de to elever god grund til at være stolte. Det er nemlig første gang, elever fra gymnasiet har kvalificeret sig til den nationale slutrunde af fysikolympiaden. - Det er sjældent, vi har elever, der kommer så langt, så det er da spændende, at vi pludselig har to på en gang, fortæller Kaj Edlund. Som led i forberedelserne deltager de 12 kandidater i et brevkursus med sidste års deltagere. - Vi har fået udleveret en stor, tyk bog og nogle opgaver, vi kan lave, hvis vi har lyst, fortæller Esben Christensen, der ligesom Lauge Christensen glæder sig til opholdene i København. - Det bliver selvfølgelig meget fagligt, men der vil nok også være en eller anden social dimension, siger han. Vi er vel nørder Den store interesse for fysik er ikke til at tage fejl af hos de to gymnasielever. - Vi er vel nørder, indrømmer de grinende om interessen for det naturvidenskabelige. Det var derfor heller ingen tilfældighed, at de hver især valgte at skrive 3.g opgave i faget fysik. Lauge Christensen skrev om sin fritidsinteresse bueskydning og Esben Christensen om varmetransport ved computerkøling. Ifølge drengene er interessen for fysik især blomstret, efter de begyndte på gymnasiet. - I folkeskolen var det mest udenadslære og ikke særlig interessant, husker Esben Christensen og nævner inspirerende lærere på gymnasiet som en betydelig årsag til, at interessen steg. Derudover er det logikken og fysikopgavernes indiskutable resultater, der tiltaler de to elever. Fysik og lancier Når de ikke tænker på formler, tyngdeacceleration og bølgelængder, er der blandt andet svømning, film og ikke mindst gymnasiefester på programmet. Næste fest er 26. februar, hvor 3. g'erne skal danse lancier. Uheldigvis falder det sammen med den første træningslejr i København, men de unge fysikere har sikret sig, at de kan tage hjem og træde dansen med kammeraterne. Begge vil gerne fortsætte de naturvidenskabelige studier på universitetet, når studenterhuen er i hus. Men først venter eksamen og muligvis en olympisk sommertur til Spanien.