Kunst

God gang i lopper og billig kunst

Kunstværkstedet lokkede folk indenfor med loppemarked og 50-kroners-malerier

- Vi er helt overrumpledede, siger Anja Honoré fra Kunstværkstedet på Barfredsvej. Lørdag holdt de kombineret loppemarked og kunstudsalg, og folk væltede ind et kvarter før de åbnede klokken 12. Og hun er sikker på, at loppemarkedet var medvirkende til, at folk, der ellers bare ville gå forbi, vovede sig indenfor. Det er første gang, kunstværkstedet forsøger sig med et arrangement af den art, men det bliver givet ikke sidste. Faktisk planlægger de at gentage succesen inden jul. Folkene bag værkstedet havde ryddet op i hjørnerne og samlet noget andensorteringskunst og lidt gammelt ragelse sammen og sat det til salg. Kunstværkerne gik til en enhedspris af 50 kroner. Resten kunne man handle om. Og salget gik strygende. Kunstnerne giver 50 procent af fortjenesten til værkstedet og stikker resten i lommen. - Det er også sådan noget med at få ryddet op i sine gamle ting, siger Anja Honoré. - At lade det komme ud til folk. Hellere det end at det ligger og samler støv. Der var dog også kunst til andre priser på væggene. Blandt andet nogle af Anja Honorés egne værker, der er en kombination af maleri og raku-keramik. Anja Honoré er en af de 15, der har deres gang i Kunstværkstedet. De har hver en nøgle og kommer og går, som det passer dem. De fleste maler. Selv arbejder Anja Honoré også med keramik. Nogle af medlemmerne har andre gøremål og kommer kun i værkstedet aftener og weekender, andre bruger det i dagtimerne. Det er meget forskelligt, men der er næsten altid to-tre stykker, der har gang i pensel og palet. Gruppen har lavet fælles udstillinger, blandt andet hos Martin og i Bowlingcentret. Til gengæld støtter virksomhederne værkstedet økonomisk. De var også med, da lokale kunstnere holdt åbent hus i forbindelse med kulturnatten. Det var egentlig kun meningen, at udsalget skulle være åbent lørdag, men succesen har fået arrangørerne til at tage søndagen med. - Nu lader vi det stå til i morgen, og så sætter vi nogle større skilte i vinduerne, siger Anja Honoré og håber, at endnu flere vil kigge indenfor.