Lokalpolitik

God grund til bekymring

Ak ja. Så gik Folketinget på sommerferie – eller sommerpause, som det rettelig hedder. Langt om længe fik vi færdigbehandlet strukturreformens mange lovforslag – nogle med brede forlig, men de fleste med smalle. Det nye offentlige Danmark er nu en realitet – næsten da.

Ind i mellem var der også behandling af andre lov- og beslutningsforslag, hvoraf nogle mildest talt bragte smilet frem. Bl.a. forslaget om forbud mod sex med dyr. Hidtil har det kun været forbudt at mishandle dyr… Eller forslag om at det skal være forbudt at skyde katte. Et meget relevant forslag fremsat af S og SF da enhver jo ved, at katteskydning var ved at udvikle sig til folkesport – eller hvad? Der var jo også den forkætrede og meget omtalte navnelov, som fik Jesper Langballe til at udbryde fra folketingets talerstol, i et sidste håb om at få den konservative minister til at trække lovforslaget tilbage: "Med denne lov kan man nu kalde sit stakkels barn for Maria Mike Briansdatter….eller Lillefis, fordi moderen nu engang synes, det er sødt". I hvert fald synes jeg, det bliver spændende at se, hvor mange, der viser interesse for at tage navnet "Langballe". Nå, tilbage til det mere alvorlige. Med kommunalreformen skal kommunerne – og kommunerne alene – have ansvaret for varetagelsen af borgernes behov. Mennesker med handicap, med behov for genoptræning, udsatte børn, vidtgående specialundervisning osv. Stort set alt, hvad der tidligere har ligget i amtsligt regi, har kommunerne nu ansvaret for. Ansvaret for visitering, drift og ikke mindst betaling af de forskellige tilbud, ligger hos kommunerne. Kommunerne bliver større, nogle vokser mere end andre, og dermed skulle kommunerne – i hvert fald på papiret – blive langt bedre til at varetage borgernes behov. Også på områder kommunerne tidligere ikke har haft noget som helst at gøre med. Mine bekymringer i forbindelse med reformen, som da også har sine gode sider, er følgende: * Økonomien * Demokratiet * Langtidseffekten For at starte med økonomien, så stemte SF mod reformen som helhed, fordi regionerne ikke får mulighed for egen skatteudskrivning, og fordi ingen kender reformens pris. Økonomisk bliver det uhyggeligt svært for kommunerne at udmønte reformen i praksis. Man siger, at det er verdens største IT-projekt nogensinde, vi står foran. Alene dét kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen i sommervarmen. Med et skattestop, som skal overholdes, bliver det svært at undgå serviceforringelser, på alt fra skole og daginstitutioner til ældrepleje og miljø. Skal serviceniveauet følge den højeste eller den laveste fællesnævner blandt de sammenlagte kommuner? Skal Vesthimmerlands Kommune drive Ranumhus, Limfjordsskolen og Vestermarkskolen? Skal vi betale for genoptræning efter hospitalsophold, eller skal vi købe den ydelse et andet sted? Der er mange flere spørgsmål – tro mig! Med hensyn til demokratiet må jeg sige, at det er flot så langt de tre topembedsmænd fra henholdsvis Løgstør, Aars og Aalestrup er kommet med kommunesammenlægningen. Ganske vist sidder der fem politikere fra hver kommune i sammenlægningsudvalget, men det er i høj grad embedsværket der er blevet enige om, hvordan tingene skal strikkes sammen. Hele reformen bliver i kommunerne ført ud i praksis uden væsentlig politisk indflydelse, og når den nye kommunalbestyrelse, som skal drive den nye kommune de første 4 år, vælges 15. november i år, skal den bare administrere, hvad der allerede er bestemt. Det borger ikke for demokratiet, at embedsmænd og ikke folkevalgte bestemmer kommunernes nye grundlag. Et grundlag, som for Vesthimmerlands vedkommende placerer sundhedsplejen mange km væk fra børneforvaltningen og skoleforvaltningen væk fra socialforvaltningen, så en helhedsindsats for udsatte børn, som har været højt prioriteret i Løgstør hidtil, bliver en saga blot. Og hvad med retssikkerheden? "Kun én indgang for borgeren" hedder det. Men hvad hvis denne ene indgang – altså kommunen – er selve kernen i ens problem. Hvor går man så hen? Ang. langtidseffekten: Målet med den måde reformen er strikket sammen på, har ikke til hensigt at styrke det offentliges opgavehåndtering. Målet er, at lange flere private skal på banen med tilbud om ældrepleje, børnepasning, specialundervisning osv., når det offentlige er bukket under for den dårlige kommunale økonomi. Det er meningen, at markedskræfterne og fri konkurrence skal have en langt større plads, så den minimalstat, Anders Fogh altid har drømt om, kan blive en realitet. Det er der jo i og for sig ikke noget galt i, hvis man er enig i den strategi og ideologi. Men ønsker man et velfærdssamfund, hvor det ikke er penge, men menneskelighed der er i højsædet, er det enden vej man skal gå. Så skal vi nemlig have en offentlig sektor, der er stærk nok til at tage sig af de svageste. Et arbejdsmarked med plads til langt flere og en økonomisk fordeling, der skaber lige muligheder for alle mennesker. Hvis alle har lige muligheder i udgangspunktet får "frihed for den enkelte" en helt anden betydning end hvis ligheden aldrig var tilstede. Lighed giver frihed – og med den frihed følger ansvaret for alle mennesker i det danske samfund. Lad os begynde i det små og håbe på, at den nye storkommune er sig både ansvaret, ligheden og friheden bevidst – til gavn for borgerne. Nå, sommeren står for døren, og jeg glæder mig faktisk meget over at bo i Vesthimmerlands Kommune. Jeg glæder mig til Muslingefestival i Løgstør, god mad på havnen i Hvalpsund, shopping i Aars og en tur blandt roserne i Aalestrup. God sommer!