God indsats men ingen point til Jerslev

JERSLEV:Jerslev-Sterups bundhold i fodboldens serie 4 leverede en ganske god indsats i udekampen mod topholdet Hjallerup, men alligevel fik JSI’erne ikke point ud af anstrengelserne, idet hjemmeholdet vandt opgøret 3-0. JSI’s spillende træner, Henrik Esbensen, havde valgt en defensiv taktik, men det var faktisk JSI der scorede kampen første mål. Rene Dehn nettede på hovedstød, men dommeren dømte efter JSI’ernes vurdering misvisende for frispark. Inden denne situation havde Henrik Esbensen haft en stor målchance, så med lidt held kunne JSIs undertippede hold godt være kommet foran. Hjallerup vandt første halvleg 1-0 på et mål efter en halv times spil. Anden halvleg var blot fem minutter gammel, da Henrik Esbensen blev sparket ned, og mente sig snydt for et straffespark. - Hjallerup-spilleren ramte mig direkte på låret, og dommeren burde havde fløjtet for straffe, var Henrik Esbensen kommentar efter kampen. Hjallerups mål til 2-0 og 3-0 faldt inden for de første 25 minutter af anden halvleg, og hermed var kampen afgjort. - Vi spillede en god kamp, og fulgte taktikken, men det er typisk at det er topholdet, der har mest tur i den, var Henrik Esbensens kommentar. JSI skal i kamp igen allerede torsdag aften, hvor det gælder det vigtige lokal- og bundopgør på hjemmebane mod Klokkerholm. Begge hold har hidtil blot opnået to point - Vi har nu spillet to gode kampe i træk, så nu skal vi gerne have point mod Klokkerholm, tilføjer Henrik Esbensen. P.S.