God kost på alle skoledage

Af Lars Hedelund,byrådskandidat for S i MariagerFjord kommune og skolebestyrelsesformand på Søbakkeskolen i Handes, Carolinevej 15, Skjellerup. MADORDNING:Det er behændigt lykkedes at få afsat en halv million på næste års budget til udbygning af eksisterende madordninger på skoler i Hobro Kommune. En del af disse midler byder Søbakkeskolen ind på, så der allerede fra 1. januar tilbydes madordning til alle Søbakkeskolens elever på alle skoledage. Vi har på kreativ vis allerede i dag skabt en velfungerende madordning to dage om ugen, som 125 af skolens 140 elever anvender. Madordningen sikrer, at eleverne får en ernærings- og energirigtig sammensat frokost, så den rigtige energi er til stede, for eleven kan modtage læring på optimal vis. Slut med tomme kalorier. De mange kagedage er også afløst af opfordring til i stedet af samles om sunde hyggestunde i klasserne. Der er indført formiddags-frugtordning alle ugens dage, så formiddagen også krydres af et sundt energitilskud. Skolen arbejder målrettet for at skabe de optimale rammer for indlæring. Jeg stiller op til byrådet i MariagerFjord kommune ved det kommende valg, og det er mit erklærede mål at arbejde for, at der på alle skoler i den nye kommune indføres madordninger der sikrer, at alle elever bliver tilbudt ernæringsrigtig kost på alle skoledage.