God månedsløn til favorit

Tredjeplads til nordjyske Mombasa Bee - hesten gjorde god figur, konstaterer ejer

Henning Hansen
MOMBASA BEE (i midten) må "nøjes" med tredjepladsen, mens Magic Sisa (6) vinder knebent foran Mars (7). Foto: Burt Seeger
Stae 1. september 2008 06:00

KØBENHAVN: Et drilsk familiemedlem mente, at der manglede en vinderbuket, men Bent Ole Pedersen viste ikke det mindste tegn på ærgrelse, efter at hans derbyfavorit Mombasa Bee var kørt i mål som nummer tre. - Jeg er godt tilfreds. Hesten gjorde en god figur og tjente en god månedsløn, smilede den 70-årige opdrætter fra Stae med henvisning til tredjepræmien på 160.000 kr. - Flemming Jensen gav Mombasa Bee et drømmeløb, og tredjepladsen var i mine øjne optimalt udbytte. Fra en position i tredje par udvendig forsøgte Flemming Jensen angreb på sidste langside, og Mombasa Bee var tæt på at galopere, da Knud Mønster samtidig sendte Mars fremad. Dommerne studerede efterfølgende situationen uden at ændre indløbsrækkefølgen. - Den slags sker ofte i travløb. Jeg glæder mig over, at Mombasa Bee undgik galop og har intet at bebrejde Knud Mønster, fastslog Bent Ole Pedersen. Tæt på dobbelttriumf Knud Mønster fik Mars op i store omdrejninger og var tæt på at blive den første kusk nogensinde, der samme år vandt både hoppederbyet og det åbne derby, men ekvipagen nåede akkurat ikke forbi Magic Sisa og Johnny Takter i en hårfin duel, hvor begge kuske fik bøde for ureglementeret drivning. - Jeg troede på sejr i opløbet, men Mars manglede lige det sidste tryk til at kæmpe sig foran, konstaterede Knud Mønster. Mac Wee ikke på toppen I starten tog Jeppe Juel som ventet spidsen med Martell, men den nordiske mester afgav på første langside føringen til Magic Sisa for at kunne profitere af et lunt rygløb. Martell havde dog ikke kræfter til at slås om sejren, men opnåede en godkendt femteplads, fulgt af Mac Wee, der efter sin lange pause forståeligt nok ikke havde ramt formtoppen. Træner Steen Juul bebudede efter løbet, at Mac Wee næppe starter i derbyrevanchen, Aalborg Store Pris 14. september. Til gengæld ventes bl.a. Magic Sisa, Mars, Mombasa Bee og Martell til start, så der er udsigt til et seværdigt og jævnbyrdigt løb. Hurtigste derby nogensinde I mellemtiden har Bent Ole Pedersen måske afhændet Mombasa Bee til en italiener, der viser interesse for hesten. - Nu må vi se, om vi kan blive enige. Tredjepladsen i derbyet forhøjer næppe prisen, men til gengæld er det et plus, at vi har tilmeldt Mombasa Bee i det europæiske derby i oktober, lød det fra Bent Ole Pedersen. Tempoet i derbyet var så højt, at Magic Sisa forbedrede Rudolf Le Anns rekordtid på 1.15,9 fra 1993. Derbyvinderen ejes af den hårdt satsende danske forretningsmand Niels Thomsen, der bor i Kiel. Han købte for nylig Magic Sisa af Billund-opdrætteren Bjarne Ladefoged og bevarede Gitte Madsen som træner, men udskiftede kusken René Kjær med svenske Johnny Takter, der fik sin første danske derbysejr.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...