Ernæring

God mad i fokus på Fyrkat

HOBRO:God mad er i fokus på Fyrkat i denne måned, og det har i følge museumsinspektør Anne Mette Gielsager naturligvis sin gode historiske forklaring. - I vikingetiden skulle der jo i oktober samles forråd af nødder, tørrede svampe og hyben til vinteren, fortæller museumsinspektøren. I samarbejde med Sydhimmerlands Museum i Vestergade og Gasmuseet på havnen, har Fyrkat i efterårsferien også tilrettelagt et særligt børnevenligt arrangement med fokus på mad. Under mottoet "Tusinde års kost - med mælk, smør og ost" inviteres byens børn tirsdag og onsdag i ferien til at deltage i madlavning med mælkeprodukter. Hvert museum tilbereder sammen med børnene retter fra museernes arbejdsområde. På vikingecentret kan børnene eksempelvis selv prøve at piske fløde til smør med ris lavet af pilgrene. Der kan også bages kærnemælksost og fladbrød og tilberedes desserter med bær, æbler og nødder. Også i den kommende weekend er kulinariske fristelser på Fyrkat. Søndag laver Birte Nielsen vikingemad med æbler, løg og bacon. Om lørdagen kan publikum være med til at fremstille tinthorshamre og filtbolde.