EMNER

God og gratis billedbehandler

Pixbuilder er et fint værktøj til kræsne og kreative fotografer

Her får du masser af nyttige billedværktøjer - ganske gratis. Foto: Søren Bang Hansen

Her får du masser af nyttige billedværktøjer - ganske gratis. Foto: Søren Bang Hansen

De professionelle bruger Photoshop - men ville næppe gøre det, hvis de selv skulle betale, for regningen ender let på 6-7.000 kroner. Et glimrende alternativ til ambitiøse hobby-fotografer er Photoshop Elements fra samme firma, der kan erhverves for en tiendedel. Men der findes også gratis alternativer, som groft kan inddeles i to kategorier: - De enkle - som Picasa (picasa.google.dk) - gør det legende let at fjerne røde øjne, skrue op for lyset og foretage andre simple justeringer. Men man støder hurtigt mod loftet. - De ambitiøse - som Gimp (www.gimp.org) - tilbyder langt flere værktøjer og større kontrol. Men brugerfladen kan virke overvældende - også i forhold til det kostbare forbillede. Her har vi fundet et program, der lander ganske komfortabelt mellem de to kategorier. Prisen er der heller intet at udsætte på, for PixBuilder Studio er ganske gratis. Programmet virker med Windows 7, Vista og XP - og kan hentes fra: www.wnsoft.com/pixbuilder. Under installationen skal du vælge, om du vil installere programmet på normal vis - eller bruge en "portabel version", der kan køres fra en USB-nøgle. Du kan også vælge at installere en prøveudgave af PicturesToExe, der sætter billeder sammen til et selvkørende lysbilledshow. Nyttige værktøjer Pixbuilder Studio er opbygget på samme måde som de fleste andre billedbehandlings-programmer, så mange vil straks føle sig hjemme. Du kan arbejde med lag og masker - og fortryde dine handlinger i flere trin. Dele af billedet kan vælges med tryllestav eller magnetisk lasso. Du kan justere kontrast og farvebalance, arbejde med "curves" og "levels" - og fjerne støvkorn og skrammer med få museklik. Hertil kommer et pænt udvalg af færdige effekter, så du f.eks. kan øge skarpheden eller sløre uønskede detaljer. Og så kan du naturligvis rotere, kopiere - og male med forskellige pensler og former. Det er også muligt at tilføje tekst, som kan forsynes med kunstfærdige slagskygger. Programmet understøtter de mest gængse billedformater. Og den fleksible brugerflade giver mulighed for at placere en række vinduer efter behag. Alt er altså, som den erfarne billedbehandler forventer. Bortset fra prisen.