God opbakning til lokalhistorisk slentretur

Fjerritslev 6. september 2002 08:00

FJERRITSLEV: Den lokalhistoriske sognegruppe for Kollerup/Fjerritslev havde med cirka 50 deltagere god opbakning til en vandretur i Fjerritslevs bymidte. Turen tog udgangspunkt fra Bryggertorvet, hvor en veloplagt Hans "Brøndborer" Kristensen bød velkommen og inviterede på slentretur ad Vestergade og Søndergade. Med den enkelte bebyggelse som baggrund fortalte Hans "Brøndborer" om de forskellige seværdigheder fra begyndelsen og frem til nu, mens deltagerne lyttede intenst fra det modsatte fortov - ind imellem afbrudt af forbipasserende biler. - Martha Back havde leveret et væsentligt bidrag til det manuskript, Hans "Brøndborer" benyttede sig af, og Kaj Normann Andersen var på pletten med videokameraet, så byturen kan gemmes til eftertiden, fortæller Rita Rendow, formand for den lokalhistoriske sognegruppe. Efter byturen samledes alle i Bryggerkælderen, hvor der var arrangeret fælles kaffebord. Herefter sang man Septembers himmel er så blå og til sidst Nu er det længe siden. En sang fra en tid, hvor høsten foregik noget anderledes end i dag.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...