God plads i ny butik

Tidligere Fona-trio har åbnet butik på i alt 578 kvadratmeter

Jens Ole Pedersen
Stort rykind fra morgenstunden. Her er Mogens Vittrup, tv., i gang med at ekspedere de mange kunder.Foto: Kim Dahl Hansen
Frederikshavn 1. december 2016 15:10

FREDERIKSHAVN: Der var stort rykind fra torsdag morgen, da tre tidligere medarbejdere hos Fona åbnede butikken med navnet "Frederikshavn radio/TV og Hvidevarer ApS" i Møllecentret.

Køkkenmaskiner fra KitchenAid sat ned fra 3.999 til 999 kroner og andre gode tilbud var med til at lokke mange ind i butikken fra morgenstunden, og faktisk havde én enkelt taget opstilling foran døren allerede ved midnat.

Trioen Mogens Vittrup, Christian Langthjem og Simon Christensen kunne så dørene op til hele 578 kvadratmeter inklusiv lager.

- Vi har faktisk flere kvadratmeter at boltre os på, end da vi var i Fona i Danmarksgade, så det er rigtig dejligt, siger Mogens Vittrup, der med sine 56 år er en rutineret herre indenfor branchen. Faktisk har han arbejdet i radio/tv-branchen siden 1980.

Den nye butik i Møllecentret er en del af Euronics-kæden, der de seneste to år har åbnet 22 butikker i Danmark.

- Med den kæde i ryggen får vi de helt rigtige betingelser for at skabe en konkurrencedygtig butik her i Frederikshavn, og vi ser ikke mindst frem til at kunne køre ud til vores kunder og servicere dem. Vi vil hjælpe vores kunder med levering, montering og vejledning, forklarer Mogens Vittrup.

God beliggenhed

Han glæder sig også over den nye butiks beliggenhed.

- Her er gode parkeringsforhold, og vi har Legekæden/Kære Børn, McDonald’s, Fakta, Fitneww World, Flügger og Salon Sortkær som naboer, så det er et område, hvor der kommer mange mennesker.

For de tre tidligere Fona-medarbejdere er det nyt at handle med hvidevarer, men efter at have været på kursus, glæder de tre indehavere sig alle til også at sælge køleskabe, komfurer med mere.

- Vi er startet op med os tre i butikken, men på sigt håber vi at få flere hænder til at hjælpe, slutter en optimistisk Mogens Vittrup.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...