Aalborg

God plads til at se det hele

For nogle besøgende var den første messedag for publikum i Aquilon også et gensyn med fortiden.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Else Vigsø og Inge Krogh Larsen (til højre) tog imod gæsterne.

Konkurrencen var ufin. Årets første rigtige sommerdag på en feriedag for de fleste mod international møbelmesse i det nye Aquilon Messe Center i Pandrup. Det var ikke svært at finde en parkeringsplads. Men Agnethe Pedersen, Kaas, er glad for, at hun var der. I 19 år, fra Dancall og til sidst Orion, var den kæmpe, såkaldte Flextronicsbygning hendes arbejdsplads. - Jeg startede med at køre maskiner og sluttede med at skaffe reservedele til produktionen, fortæller hun og fortsætter: - Jeg kender huset ud og ind og det var både spændende og underligt at se det hele som messecenter. Det er blevet rigtig flot og der er egentlig ikke ændret ret meget. Jeg kunne sagtens kende det hele. Det er spændende, at der er kommet noget i huset. Men jeg synes, at det er lidt dyrt at komme ind, 80 kr. Der er rigtig mange flotte møbler. Jeg så nogle flotte havemøbler, som også var til at betale, men jeg købte nu ikke noget, fortæller Agnethe Pedersen. Jane Christensen, Aalborg med sommerhus i Blokhus, og datteren Hanne Christensen, Århus, kom for at finde en sofa. Det blev i første omgang til en stak kataloger med "bedre møbler", som de udtrykker det, som nu skal granskes. - Vi kom også af nysgerrighed efter at se det nye messecenter, tilføjer de. Dorthe Rasmussen og Inger Rohde, Kaas, fortæller, at de valgte møbler af nysgerrighed. - Vi er i den alder, der har fyldt op med de møbler, vi skal have. Men der er mange rigtig flotte og spændende møbler. Det er spændende, alt det, de har lavet her, så det er synd, hvis der ikke er grundlag for det. Derfor er det vigtigt, at folk støtter op om det og kommer til messen, siger de. Lørdag var den første messedag for publikum efter tre dage som fagmesse. Publikum kan opleve et halvt hundrede udstillere fra Nordamerika og fra hele Europa med topdesign, eksperimenterende og mere traditionelle møbler i alle tænkelige materialer. Der er også andre ting til hjemmet såsom bioethanol pejse, der ifølge udstilleren Casper Friis, kun har det ene formål. De skal hygge. - De varmer ikke, soder ikke, ryger ikke og lugter ikke og de kan stilles alle steder. De koster 10-15 kr. i timen, så man skal ikke bruge mere bioethanol til en hyggeaften end det koster for en god flaske rødvin, forklarer han publikum. Messen er også åben for publikum i dag og allerede ved indgangen står medarbejdere parate til at fortælle gæsterne, hvordan de kan finde rundt og hvordan centeret er indrettet. De får at vide, at huset består af to dele og at udstillingsområdet findes bag "den lilla sofa". Den er god nok. Og der er ikke tale om en kæmpe sofa, selv om udstillingsområdet er så gigantisk, at der kan dækkes op til op imod 4.000 siddende gæster. "Den lilla sofa" fungerer bare som et frakørselstegn på motorvejen.