Naturkatastrofer

God ravjagt med ny bog fra Skagen

Frants Kristensen fastslår, at alle kan finde rav, hvis de lærer nogle få regler

SKAGEN:Hvor mange kan sige sig fri for at kigge lidt efter rav, når de en dejlig sommerdag går en tur på stranden. Man kunne jo være heldig. Det er der bare ikke så mange der er, og det skyldes ifølge den lokale ravsliber, ravfinder og forfatter i Skagen, Frants Kristensen, at det med at finde rav ikke handler så meget om held, med mindre vi altså taler om de helt store stykker rav, der ikke følger de normale regler. - Folk siger jo heller ikke, at de har været heldige at løse en matematikopgave. For at kunne løse en matematikopgave skal man først lære matematik, og sådan er det også med at finde rav, fastslår Frants Kristensen. Det kan man så forsøge at lære sig selv, eller man kan købe Frants Kristensens nye bog, der handler om, hvordan man finder rav. Bogen udkom for nylig på Lamberths Forlag, og det var da også herfra opfordringen kom til at skrive en letlæst bog dels om det at finde rav og dels om, hvordan man efterfølgende får det fundne rav til at blive til smykker, selv om man ikke råder over et stort slibeværksted. 48 sider med mange gode illustrationer er det blevet til. Den nuværende årstid er den helt rigtige til at forsøge sig, for det er de kraftige storme i vinterhalvåret, der sørger for at føre 90 procent af alt rav ind på stranden. De lokale læsere af avisen behøver heller ikke at rejse langt for at forsøge sig. Ifølge bogen er Nordstrand i Skagen, stranden syd for Frederikshavn, Sæby, Lyngså strand, lavtvandsområdet fra Voersaa Havn og sydpå samt Tversted udmærkede ravsteder. - Det handler om at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og gerne som en af de første, og så skal man selvfølgelig vide, hvad man skal se efter, fortæller Frants Kristensen. Rav er gammel harpiks og dermed lettere end sten. Derfor vil det også typisk havne på stranden sammen med gamle sorte vandtrukne træstykker, gamle tangrester og lignende. Altså skal man først se efter disse såkaldte ravpindelag på stranden, og først når man har fundet dem begynde at se efter havets guld. Måger, der skrigende dykker ned mod brændingen en vinterdag, lige når stormen er ved at tage af, kan også være et tegn på, at et ravpindelag er på vej ind, for samtidig med at stormen rykker rav løs af havbunden, får også sandorme, igler og søstjerner et løft. Ifølge Frants Kristensen er det bedste tidspunkt for ravfund på Jyllands vestkyst efter en storm af vest-sydvest, hvor vinden drejer over i øst-sydøst, altså fralandsvind, der giver roligere strømforhold og lavere vandstand. På Jyllands østkyst er det især ved øst-sydøst-storm, hvor vinden aftager til svag vind, men bliver i samme hjørne, altså jævn pålandsvind, der giver rolige strømforhold og laveste vandstand. Men læs selv den nye bog "Rav fra strand til smykke", der for eksempel også fortæller om tidevandets store rolle for afsætning af rav på stranden, og hvordan man finder ud af, om de klumper, man har stoppet i lommen, nu også kan betegnes som rav. Frants Kristensen ved, hvad han taler om. Allerede som barn har han høstet "guld" ved stranden, og det er blevet til mange stykker i tidens løb. I sin forretning i Skagen har han dog også meget rav, som han ikke selv har fundet. I sommerhalvåret udstiller han for eksempel et stykke rav, der vejer 3820 gram. Det blev fundet af fisker Odd Pedersen fra Skagen, og det er det næststørste stykke, der er registreret i Danmark, og det største der er fundet i over 200 år.