God selskabs-mad på herregården

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Et eksempel på en smuk dessert - chokoladespir med vanilleparfait og abrikossorbet.

Et smukt syn møder gæsterne, når de ankommer til St. Restrup Herregaard, der ligger ca. 15 kilometer vest for Aalborg. Den gamle herregård er ejet af Ann og Gorm Lokdam, der i dag driver stedet med hotel i hovedbygningen og restaurant, tager sig flot ud i vintermørket med lys både inde og ude, og en stemning af elegance og gamle herregårdstider strømmer en i møde, når man går ind i de tre fornemme stuer, som udgør restauranten. Og det gjorde vi en lørdag aften i december. Overalt var der smukt og fantasifuldt pyntet op til jul i passende herregårdsstil, og i en af restaurantens smukke stuer fik vi anvist det bord til tre personer, som vi havde bestilt. Og det var vi ikke ene om - der var pænt med gæster på denne lørdag aften. På bordet stod allerede en aperitif, Kir Royal, samt en lille appetitvækker - et lille stykke paté anrettet med lidt spirer - som vi kunne nyde, mens vi studerede det bragte menukort. Patéen blev fulgt af lidt brød, som desværre ikke kunne prale af at være hjemmebagt. Restauranten på St. Restrup serverer hver dag en ny fire eller fem retters menu, som man kan vælge ud fra - alt efter sulten. Prisen er 295 kr. for to retter, 345 for tre retter, 395 for fire retter og 445 for fem retter. På denne lørdag lød menuen på dampet laks eller pastrami til forret/mellemret, kalvefilet til hovedret, herregårdens ostetallerken samt en chokolade-konfektkage, Gateau Marcel, til dessert. Mine to medspisere valgte begge dampet laks til forret, og jeg valgte at prøve pastramien. Pastrami er lavet af et stykke oksekød, som har fået hele turen - det vil sige krydret, saltet, røget og kogt - inden det skæres i tynde skiver og serveres koldt. En lang proces, men resultatet er som regel meget vel-smagende. Hovedretten var kalvefilet, og derpå valgte den ene medspiser osten og den anden desserten. Jeg selv valgte at gå hele vejen og bestilte både ost og dessert. Efter at have studeret vinkortet, som ikke er stort og overvældende, men alligevel med et rimeligt udvalg, valgte vi en hvidvin - Petit Chablis 2005 (325 kr.) - til vores forretter og til hovedretten en rødvin, Chateau Rocheyron 1998 (495 kr.) Tjener manglede viden Tjeneren tog imod vores bestillinger og fjernede derpå vores tallerkener efter de små appetitvækkere. Desværre kan jeg ikke fortælle, hvilken form for pate, der blev serveret, for det kunne tjeneren ikke svare på. På mit spørgsmål fik jeg - med et venligt smil - besked på, at det vidste han faktisk ikke, for menuen skiftede så tit, at det kneb for serveringspersonalet at nå at lære den. Og så blev der ikke gjort mere ved den sag. Vores hvidvin ankom, mens vi ventede på vores forretter, og det var en frisk og sprød vin, som blev serveret ved en god temperatur. Hurtigt efter kom forretterne - dampet laks, som blev serveret på en bund af pikant sauce og toppet med kørvel til mine to medspisere og pastrami, anrettet med frisk salat og hjemmelavet chutney til mig. Laksen var hverken varm eller kold, nærmest lunken, og det overraskede mine medspisere lidt, men den smagte godt og var dampet fint. Min pastrami var også tilfreds-stillende, men dog ikke med megen smag. Det hjalp lidt med den hjemmelavede chutney, som var rigtig god. Hvidvinen passede fint til begge retter. Så blev det tid til hovedretten - kalvefilet - som blev ledsaget af en halv ovnbagt tomat, vinterens grøntsager, som på denne dag var broccoli og babymajs samt pommes rösti og en god glace dertil. Tallerknerne ankom pænt anrettet med tre skiver kalvefilet, som var både møre og rosastegt, og grøntsagerne var dampet, så der stadig var bid i dem. Samtidig blev rødvinen serveret. Chateau Rocheyron 1998 er en Saint Emillion Grand Cru, og en vin, der er lavet på 85 procent merlot og 15 procent cabernet sauvignon. Merlotdruen giver vinen en fløjlsblød og frugtig smag, hvor cabernet giver vinen mere rygrad og farve. Chateau Rocheyron 1998 er ikke nogen stor årgang, men en vin, som har en behagelig og blød smag, og som passede fint til kalvekødet. Mens vi nød resten af rødvinen, kom vi så til osten, og igen måtte vi sande, at det kneb for personalet at huske, hvad dagens menu bød på, for herregårdens ostetallerken blev serveret uden introduktion. Efter at have spurgt os frem, så fik vi da identificeret de to ud af tre oste - nemlig en røget cheddar og en port salut - på tallerkenen. Så blev det tid til chokoladekagen - Gateau Marcel. Det er en kage, hvor den ene halvdel af dejen bliver bagt til en bund, og den anden halvdel af den fyldige og kraftige chokolademasse bliver lagt ovenpå, inden det hele bliver stillet på køl. Det er en kaloriebombe for chokoladeelskere, og desserten på St. Restrup Herregård holdt hele vejen hjem. Den blev serveret med skovbærsorbet og frisk frugt i form af to kvarte figner. Rod i regningen Regningen endte - i første omgang - på 2200 kroner for tre personer, hvor to personer fik tre retter og en person fik fire retter samt to flasker vin. Men ved nærmere eftersyn af regningen dagen efter, opdagede vi, at der var lidt rod i regnskabet. Af regningen fremgik det, at vi havde betalt for fire personer i stedet for tre. Vi kontaktede restauranten, hvor en venlig dame lovede at undersøge sagen. Efter fem dages venten uden at høre noget fra restauranten, kontaktede vi dem igen, og denne gang var der mere held. Vi havde betalt 295 kroner for meget - så derfor lød regningen retteligen på 1.905 kroner for tre personer. Vores bedømmelse lyder på tre små gafler for oplevelsen på denne aften i december. Det var udmærket og velsmagende selskabsmad, men dog uden kreative finesser. Man kunne næsten ønske, at noget af den kreativitet, som var lagt i den smukke juleudsmykning, også var kommet maden til gode. Desuden virkede serveringen uengageret i den menu, de serverede - måske fordi de ikke kan nå at lære den ene menu at kende, før den bliver erstattet af en ny, som tjeneren gav udtryk for. St. Restrup Herregård Restrup Kærvej 10, Nibe Tlf. 98 34 18 88 Restauranten er åben alle dage kl. 14-22. Frokost er kun efter aftale. Bordreservation anbefales.