Fodbold

God sidegevinst til Aars FC

Aars FC scorer 80.000 kroner for at være det lavest rangerende hold, der nåede længst i DBU''s pokalturnering i fodbold. Og posen med penge er øremærket til forbedringer i klubben.

Jubel i Aars-lejren efter en af de to scoringer mod Herlev, der vandt pokalkampen 5-2 for nylig. Nu står det fast, at Aars FC scorer 80.000 kroner som sidegevinst på deres pokaleventyr.
Foto: Martin Damgård

Jubel i Aars-lejren efter en af de to scoringer mod Herlev, der vandt pokalkampen 5-2 for nylig. Nu står det fast, at Aars FC scorer 80.000 kroner som sidegevinst på deres pokaleventyr. Foto: Martin Damgård

Det flaskede sig for Aars FC og moderklubben Aars IK. Sent onsdag aften havde slutsignalet til de sidste kampe tredje runde af pokalkampene i DBU-regi lydt, og Jægersborg fra Københavnsserien samt Ringkøbing fra Danmarksserien blev slået ud. Aars FC scorer dermed 80.000 kroner som sidegevinst på at være det lavest rangerende hold, der nåede helt frem til tredje runde i DBU-regi, og pengene er allerede øremærket til forbedringer i Aars-lejren. - Vi er i gang med at få lavet en ny hjemmeside, og så er der nogle forbedringer omkring stadion i Aars, vi gerne vil have lavet, siger Poul Erik Kristensen, sportsdirektør i Aars FC. Her tænker han blandt andet på skabelsen af en sponsorlounge samt flytning af rækværket, så det kommer tættere på selve grønsværen. Det sidste kommer også alle medlemmer af moderklubben Aars IK til gavn. - Vi får overrakt checken fra DBU i pausen af selve pokalfinalen. To repræsentanter for klubben skal på grønsværen i pausen for at få overrakt checken, fortsætter Poul Erik Kristensen, der har været i kontakt med Dansk Boldspil-Union (DBU) torsdag for at forhøre sig om netop sag. Aars FC havde status af jyllandsseriehold, da DBU Pokal-turneringen blev fløjtet i gang inden sommerferien med kampe ude i lokalunionerne, og det er derfor, at de 80.000 kroner tildeles Aars FC. Aars FC tabte selv 2-5 hjemme til Herlev fra 2. division øst i deres pokal-exit, men de sidste kampe i denne runde blev altså først spillet onsdag aften. Hobro IK fra 1. division er eneste nordjyske islæt i bowlen, når DBU trækker lod til fjerde runde i DBU-regi fredag.