Hjortdal

God start for Hjortdal

Fodbold, serie 5: Hjortdal-Jetsmark: 5-4 (2-1) Der var mål på samlebånd, da Hjortdal indledte sæsonstarten med en hjemmekamp mod Jetsmark. Ni scoringer blev det til, hvoraf Hjortdal stod for de fem og dermed sikrede sejren i kampen, der blev præget af den hårde blæst. - Vejret spillede virkelig med, og vi havde modvind i første halvleg, hvor vi blev presset alvorligt i starten. De kom foran efter fem minutters spil, men vi rejste os forholdsvis hurtigt, siger den spillende træner, Freddy Larsen. Morten Olsen udlignede til 1-1, og kort efter blev det 2-1 ved Tommy Lassen Hansen. Flere mål kom der ikke i første halvleg, selv om Hjortdal producerede flere gode chancer. I anden halvleg fik Hjortdal fordel af medvind, men det var alligevel gæsterne, der med to hurtige scoringer kom bedst fra start og sikrede sig en føring på 2-3. Igen kom Hjortdal hurtigt tilbage, da Freddy Larsen med to mål på to minutter ændrede 2-3 til 4-3. Henrik Møller gjorde det senere til 5-3, inden gæsterne fik reduceret til slutresultatet 5-4. - Det var alt i alt en god start for os mod en modstander, som vi ellers regnede med kunne blive en af de sværeste i kampen om oprykning. Sidste sæson var vi tæt på at rykke op og blev lidt skuffede over at det kiksede, så det er ikke nogen hemmelighed, at vi satser på at rykke op i år, siger Freddy Larsen. cr