God weekend for Hadsund-boksere

Udover fem sejre gik også titlen som bedste juniorbokser til Hadsund-nævefægterne

Boksere fra Hadsund deltog i Viking Boxcup, og flere vendte hjem med medaljer. På billedet ses bagest fra venstre Kenneth Konge, Jacob Kristensen, Jens Johan Pedersen og Ignas Zokaitis. Forrest fra venstre Morten Bodilsen og Mathias Thulstrup. Privatfoto
Boksning 16. januar 2007 05:00

HADSUND: Hadsund Amatør Bokseklub har i weekenden været på besøg i Nørresundby. Her deltog Hadsundklubben med otte boksere i Viking Boxcup, og det blev en rigtig god weekend med ikke færre end fem sejre til bokserne fra Hadsund. Om lørdagen var fire Hadsund-boksere i semifinalekamp, og det blev til sejre til ungdomsbokseren Jacob Kristensen, hvis modstander opgav i anden omgang. Seniorbokseren Ali Abdullah fra Hadsund boksede en meget tæt semifinalekamp med Mikael Aziz fra Brabrand og vandt den med et point mere end sin modstander. Dermed var Ali Abdullah og Jacob Kristen begge klar til finalekampe om søndagen. Lørdag var Casper Pedersen og Kenneth Konge også i kamp, begge dog med nederlag som resultat. Søndagen begyndte også med et nederlag til Hadsund. Her var første Hadsund-bokser Mathias Thulstrup, der boksede mod Omar Morad fra bokseklubben Angered i Göteborg. I denne kamp måtte Mathias Thulstrup se sig besejret. Ali Abdullah fra Hadsund boksede sin finalekamp mod Nasar Rafiq fra Queensberry i England. Igen et tæt opgør for Ali, som vandt med tre point mere end sin engelske modstander. Morten Bodilsen fra Hadsund Amatør Bokseklub mødte også en engelsk modstander i sin finalekamp. Morten vandt kampen med cifrene 14-8. Den næste Hadsund-bokser i finalekamp var Ignas Zokaitis som var oppe imod Frederik Nilsson fra Hillerød. Kampens udfald blev en sejr til Ignas Zokaitis. Jens Johan Pedersen fra Hadsund var i kamp mod Emil Larsen fra CIK. Jens Johan måtte dog se sig slået af sin modstander. Den sidste finalekamp med deltagelse af en Hadsund-bokser stod mellem Jacob Kristensen fra Hadsund og Micki Reinhardt Nielsen fra CIK og Jacob blev den sidste Hadsund-bokser der trak sig sejrrigt ud af Viking Boxcup 2007. Pokal til bedste junior Efter afviklingen af finalekampene ved Viking Boxcup uddeles der pokaler - blandt andet til bedste juniorbokser. Denne pokal tilfaldt Ali Abdullah fra Hadsund Amatør Bokseklub. Hadsund Amatør Boksklub har også deltaget med seks boksere i et diplomstævne på Kongenshus efterskole, som har boksning som liniefag. Det er ved diplomstævner at kommende boksere kan få afprøvet, om de er klar til at få bokselicens. For at opnå diplom skal man have 27 point i en kamp. Fra Hadsund fik Emil Broberg, Martin Jensen og Mads Kristensen diplom. Hadsund Amatør Bokseklub var den klub, der havde flest boksere med ved stævnet på Kongenshus Efterskole.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...