Godbidder det vigtigste - efter hunden

Ø.SVENSTRUP:Der er krudt i de hundehvalpe, der med deres ejere er mødt op til den allerførste træningsaften i deres liv, på DCH Han Herreds baner på Tingskovvej. Bare nogle få måneder gamle er de fulde af nysgerrighed over for alle de andre hunde og mennesker, og de sidder ikke stille ret mange sekunder ad gangen. Kommer man inden for snorens rækkevidde, er der en ivrig lille hund, der snuser og vil hilse på. Der er alle størrelser hunde fra rottweiler til west highland terrier. Foxterrieren Snif løber rundt og vikler sin lange snor rundt om alt og alle. Formand Bent Hansen byder de nye hundeførere velkommen og deler hundene op i to hold - et hold for små hvalpe og et motivationshold - begynderhold for hunde over seks måneder. Så går det løs med træningen. Førerne får at vide, at næst efter hunden er godbidder det vigtigste. Hunden skal kun have en godbid, når den gør noget godt. Og så skal belønningen falde i løbet af et halvt sekund, fortæller træner Eva Hansen. - Få kontakt til hunden og hav en godbid i den ene hånd. Nej, du skal ikke fodre. Den skal kigge op for at få noget, siger hjælpetræner Susan Larsen til Kaj Hoffman, Øland. Hans tre måneder gamle tyske ruhårede hønsehund Lady er ikke specielt interesseret i hundekiksen, men lægger sig i stedet ned. Susan fortæller Kaj om det vigtige i at rose hunden, og gerne med "kastratstemme". Kaj prøver at sige noget til Lady med pibende høj stemme, og hunden bliver ellevild. - Nu ved hun, du kan lide hende, siger Susan tilfreds. Hvalpene skal også prøve at hoppe over en lille forhindring, og det er helt klart noget, de skal lære. Med et puf i bagdelen og lokkemad i den anden ende, og meget ros, når det lykkes. Efter flere øvelser er hvalpene ved at være trætte, og de lader sig fromt tøjre udendørs, mens deres mennesker går ind i klubhuset for at få en kop kaffe og information om klubben, og hvordan træningen foregår. Hvalpekurset varer til slutningen af november, og når man går over til vintertid, foregår det om søndagen. Træningen er udendørs hele året, så hundeførerne skal have varmt og praktisk tøj på - med lommer til godbidder. De nye hundeejere spørger om mange praktiske ting, blandt andet om halsbåndtyper, og om agility, som hunde over et år kan deltage i uden ekstra kontingent. Hundesnakken går godt ved de små borde. - Vi gør meget ud af det sociale, og opfordrer folk til at få en snak og en kop kaffe hver gang, siger formand Bent Hansen. Han fortæller, at mange nybagte hundeejere lige skal vænne sig til, at lopper ikke er noget, man skal skamme sig over. Fælles loppesnak har løst op for nogle ting. Sociale hunde Lady er familien Hoffmans fjerde ruhårs, og mor Susanne og 11-årige datter Lykke er også med til træningen. Da den forrige hund sidste sommer blev aflivet efter 15 år, havde familien ikke forestillet sig, at den skulle have hund igen. Men så var der en annonce om hvalpe... De har ikke været med i DCH før, og Kaj Hoffman er tydeligvis vant til at opdrage hunde selv. Lady kan allerede sidde pænt. Men de har alligevel valgt at deltage, også for at hunden kan blive social. - De lærer at være sammen med andre hunde uden at fare i hovedet på hinanden, siger Kaj, og Susanne finder det vigtigt, at familien kan have hunden med alle vegne. Mor og syvårige søn, Lone Larsen og Rasmus Christensen fra Aalegaards Mark, har anskaffet en west highland terrier, fordi Rasmus plagede. De har ikke haft hund før, og de var enige om, at det skulle være en lille hund. Rasmus er med til træning, fordi han nogle gange selv skal passe hunden, fortæller han.