Naturkatastrofer

Goddag til hjemmeværnet

Det lokale hjemmeværn var på gaden i juletravlheden i weekenden

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Vejret var flot, men det var koldt, så Bjarne Maul, Jane Holme og Mia Larsen (t.h.) fra hjemmeværnet delte mange æbleskiver ud i Strømgade i weekenden. Foto: henrik louis

HJØRRING:Er der brug for hjemmeværnet? Spørg i Løgstør. Da stormen hærgede, og vandet brød igennem diger og klitter i 2005, hjalp 600 hjemmeværnsmedlemmer med varsling, evakuering og afspærring. De var med til at sikre, at alle slap helskindet ud af de oversvømmede områder. Oplevelser som ovenstående er eksempler på det, som får ganske almindelige danskere til at sætte pris på at være med i Hjemmeværnet. - Vi kan være med til at gøre en forskel, og vi er klar, når Danmark har brug for hjælp, lød det i weekenden i Strømgade i Hjørring, hvor medlemmer af det lokale hjemmeværnskompagni i Hjørring var på gaden for at fortælle om hærhjemmeværnet. - Vi er 150 medlemmer i Hjemmeværnskompagni Hjørring, hvoraf cirka en tredjedel af kvinder, og vi vil selvfølgelig gerne have flere medlemmer men har faktisk en meget pæn tilgang. Vendsyssel ligger i top på landplan, lød det fra kompagnichef Elis Kjærsgaard. Han og de øvrige frivillige, der var på gaden, oplevede, at folk var i rigtig god julestemning og havde tid til at få sig en snak over en æbleskive og noget varmt at drikke. - Hjemmeværnet er jo baseret på frivillige, der vil gøre en forskel. Vi bliver uddannet til at tackle svære og hektiske situationer, og i hærhjemmeværnet træder vi til ved bl.a. store brande, naturkatastrofer og i stormberedskabet, fortæller Elis Kjærsgaard. Medlemmerne i Hjørring er fra 18 til 76 år, og de har vidt forskellige baggrunde. Nogle er ansat i det offentlige, andre er fra det private erhvervsliv. En af dem, der kiggede forbi hjemmeværnets stand i Strømgade i weekenden var fireårige Mathias Borup, der var ude for at ordne julegaveindkøb med sin familie. Han havde blandt andet købt en gave til sin moster, og selv om han synes, den udstillede mand i hjemmeværnsstanden var sjov, var han helt klar på sine ønsker. - Dinosaurus og drager. Det ønsker jeg mig. Og så en vulkan, lød det fra den fireårige, som var en af rigtig mange, der var på julehandelen i weekenden.