Goddag til Skoda

Mange kikkede inden for, da der blev holdt reception i nyt bilhus

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mange deltog i receptionen.

HOBRO:Det var i går ikke til at se hos Skoda i Hobro, at der er finanskrise og afmatning i samfundet. Massevis lagde vejen forbi - både for at se på nogle af de mange flotte modeller, men så sandelig også for at hilse på familien Therkildsen, som i forbindelse med en reception viste det nye bilhus frem. Kunder, kolleger, samarbejdspartnere og venner af familien kikkede inden for. Der blev naturligvis snakket biler, og der faldt mange rosende bemærkninger om det bilhus, der er blevet bygget på Erhvervsparken 6 ved den nordlige indkørsel til Hobro. Carepoint Skoda er forretningens officielle navn. Bag den står ægteparret Anders og Henny Therkildsen sammen med sønnen Thomas. Ni dygtige medarbejdere er med til at servicere publikum. Bilhuset har kostet en snes millioner kroner, og Anders Therkildsen erkender, at man naturligvis godt kunne have undværet den finanskrise, der er kommet. Omvendt er han fuld af fortrøstning. Forretningen har i de senere år solgt en bil i snit om dagen - på årsplan ca. 160 nye og 200 brugte. Der er til stadighed 60-70 klargjorte biler til salg, og selv om de fylder godt op i det 2500 kvadratmeter store bilhus, er der plads til flere. - Vi har faktisk bygget så stort, at der er plads til et bilmærke mere, siger Anders Therkildsen. Det er en bemærkning, han ikke vil uddybe her og nu. Til gengæld vil han gerne fortælle, at alle er velkomne til at kikke forbi både lørdag og søndag. Da markeres åbningen med en række tilbud - og en skubbebilskonkurrence for børnene.