Gode argumenter imod

“Danske renter er nu under tysk niveau”..

I ly af finanskrisen er eurodebatten blusset op igen, og ja-siden forsøger at give danskerne indtryk af, at kronen er et dyrt bekendtskab, der betyder højere rente og lavere vækst. Derfor kan ovenstående citat om, at den danske rente er under tysk niveau, forekomme urealistisk, men det er det faktisk ikke. Tværtimod var det citerede overskriften på en artikel i Berlingske Tidende 11. juni 2005. Danmark har efter det danske nej til euroen i år 2000 oplevet perioder med lavere rente end i Euroland, og vi har på mange områder haft en sundere økonomi end de fleste euro-lande. Det er derfor langt fra en økonomisk ulempe at bevare en selvstændig valuta, som euro-tilhængere ellers ofte påstår. Faktisk er der såvel økonomiske som politiske fordele ved at bevare kronen. Spørgsmålet om krone eller euro er dog ikke kun et spørgsmål mellem at erstatte kronen med euro eller fortsætte den nuværende fastkurs-politik. Der er en tredje mulighed. Ved at indføre en flydende valutakurs kan man frigøre kronen fra den stramme binding til euroen på linje med andre valutaer som f.eks. schweiziske franc, norske og svenske kroner og britiske pund. Dette har blandt andet været fremført i debatten af anerkendte økonomer, såsom Danske Banks cheføkonom Steen Bocian (Børsen 19.12.2008) Euro-tilhængerne bruger ofte økonomiske skræmmeargumenter samtidig med, at de forsøger at undgå at tale om de politiske konsekvenser. For mig er de politiske argumenter de vigtigste, og for mig at se er der (mindst) fire væsentlige argumenter mod euro’en: * De økonomiske argumenter for euroen er meget tynde. * Et euro-medlemskab vil have konsekvenser for velfærden og folkestyret. * Den Økonomiske og Monetære Union er dårligt skruet sammen. * Der findes alternativer til den nuværende fastkurspolitik i form af en flydende valutakurs, uden at kronen opgives til fordel for euroen. I det lys er det forfriskende at se i den netop offentliggjorte meningsmåling, at halvdelen af danskerne ikke lader sig ryste af euro-tilhængernes kampagne. End ikke under en finanskrise.