Gode danske finalechancer

Aldrig har chancen været større for en dansk finaleplads, når danske Simon Mathew i aften skal kæmpe om at blive en af 10 finalister blandt 19 lande i Det europæiske Melodi Grand Prix, som efter sidste års flotte sejr til serbiske Marija Serifovic, finder sted i Serbiens hovedstad, Beograd.

Nye regler betyder, at 38 af 43 deltagende lande skal for første gang i Eurovisionens historie igennem to semifinaler for at finde de 25 finalister. Første semifinale var i tirsdags og anden semifinale i aften, hvor årets danske deltager, Simon Mathew, skal gennem den nervepirrende konkurrence for at komme i lørdagens finale. Men Simon Mathew har absolut en chance for at blive blandt de 10 bedste semifinalister og dermed sikre Danmark en finaleplads på lørdag. Og chancerne er større end i de forgangne år, hvor de 10 bedste af 28 lande gik i finalen. De to semifinaler betyder nemlig, at der kun er 19 deltagere i begge semifinaler, hvoraf 10 går til den store finale på lørdag. Det er kun de deltagende semifinalelande, der kan stemme. Det betyder, at landene i første semifinale ikke kan stemme på Danmark eller vores konkurrenter fra anden semifinale og omvendt. Spørger man Melodi Grand Prix-eksperter rundt om i Europa, bør den danske sang "All Night Long" kunne klare sig godt. Med et godt omkvæd og en charme, som ikke kan overses i hverken øst eller vest, kan Simon Mathew absolut kvalificere sig til finalen. Nicolai Molbech er kommentator direkte på DR1 fra både semifinaler og finale, der alle afholdes i Belgrade Arena. Fra første semifinale gik følgende videre: Israel, Azerbaidjan, Norge, Polen, Bosnien og Hercegovina, Armenien, Finland, Rumænien, Rusland og Grækenland. Deltagere og deltagerlandene i anden semifinale kan ses i hosstående stemmeseddel. tv DR1 i aften kl. 21