Lokalpolitik

Gode grunde til at vælge Hobro

Massevis af ideer for at gøre det mere tillokkende at flytte til byen

HOBRO:Der er massevis af gode grunde til, at folk vælger at flytte til Hobro, men der er også massevis af gode grunde til, at de ikke gør det. En bred vifte af dem kom frem i lyset, da Hobro Kommune inviterede byens ejendomsmæglere og en repræsentant fra Hobro Handelsstandsforening til et inspirationsmøde om bosætning. Egentlig havde byrådsmedlem Kim Laursen foreslået en decideret undersøgelse af problemstillingerne omkring bosætning i Hobro, men økonomiudvalget valgte i første omgang at lade borgmester og kommunaldirektør tage en direkte snak med den personkreds, der som de første møder folk, der overvejer at købe hus i Hobro, nemlig ejendomsmæglerne. - Vi fik også en virkelig god snak om tingene. Mange forslag blev født, og kommunaldirektøren og jeg skal nu prioritere ønsker og ideer, før vi igen behandler sagen politisk, fortæller borgmester Jørgen Pontoppidan (V). Mødet resulterede i en snes hovedoverskrifter, og af dem kan blandt andet nævnes: Byggegrunde til en rimelig pris, ca. 200.000 kr. Billige erhvervsgrunde. Prisen ned på børnepasning og børnepasning til kl. 18 eller 19. Orienteringsmøder i kantiner som appetitvækker om Hobros fortræffeligheder. Udvikling af havnemiljøet bl.a. med spisesteder. Mere effektiv markedsføring, bl.a. på messer i Århus og Aalborg. Invitere indpendlere til møde og give dem en bustur rundt i kommunen. Flere boliger til ældre i et plan i bymidten. Flere rækkehuse - ikke andelsboliger. På mødet blev det også slået fast, at man absolut ikke hører negative ting i relation til Hobro og tilflytningen hertil. Tværtimod høres der ofte rosende ord om Hobros natur og byen i det hele taget. Jørgen Pontoppidan er meget glad for mødet, og han føler sig også sikker på, at man politisk med en lidt mere målrettet indsats kan få endnu flere potentielle skatteydere til at slå sig ned inden for kommunegrænsen. - Det er en kendt sag, at vi har mange indpendlere, og nogle af dem skal måske bare havde det sidste lille skub, før de også vælger privat at bo i kommunen. Omvendt må vi selvfølgelig også erkende, at det med at sælge hus andet sted, bryde op og bosætte sig i en anden kommune, virkelig er en tung beslutning, siger Jørgen Pontoppidan.