Gode gymnastiktider giver problemer

På fire-fem år har IK Rosendal Gymnastik fordoblet medlemstallet

Fodbold 9. december 2007 05:00

HØRBY SKOLEBY: Lissy Rusbjerg har grund til at være glad. Hun er formand for en forening, som bliver ved og ved med at vokse. Seneste opgørelse fortæller, at IK Rosendal Gymnastik er tæt på 600 medlemmer. De fordeler sig på 21 hold, som traditionelt har træner i Rosendalskolens gymnastiksal. Enkelte har fået plads i Rosendalhallen, hvor der imidlertid også er tiltagende trængsel. IK Rosendal Håndbold vokser også og sukker efter flere træningstider. Ikke plads til høj puls I år gik puslespillet slet ikke op, da gymnasterne fordelte timer med IK Rosendals øvrige foreninger med fodbold, badminton og håndbold. Hørby Forsamlingshus blev redningen. Foruden konkurrencepigerne blev et damehold booket i huset. Det sidst duede slet ikke. Pladsen var for trang til, at damerne kunne få pulsen op. Et par rokader og krumspring skaffede plads til damerne i gymnastiksalen, mens et andet hold rykkede i Hobro Idrætscenter, cirka seks kilometer fra hjemmebanen i Rosendal. - Vi er meget glade for, at vi kan benytte forsamlingshuset, og det vil vi bestemt ikke kritisere. Men det er altså ikke optimale forhold, siger Lissy Rusbjerg. Gymnastiksalen er bedre, men heller ikke altid god. - En gymnastiksal er for lille til springholdene. De må starte ude i redskabsrummet for at få langt nok tilløb, forklarer gymnastikformanden. Hun mener, at det ikke kan gå hurtigt nok med at realisere planerne om en ny gymnastikhal i tilknytning til Rosendalhallen. Stregerne er slået, og Rosendalhallens arbejdsgruppe bag projektet har indtil videre mødt anerkendende nik fra Mariagerfjord Kommunens politikere i kultur- og fritidsudvalget. Men de økonomiske udfordringer bremser. - Med en ny hal vil endnu flere dyrke gymnastik. I forvejen har vi medlemmer fra hele Mariager Fjord-området og også fra Vesthimmerland, siger Lissy Rusbjerg, der i forrige måned modtog Mariagerfjord Kommunes idrætslederpris.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...