EMNER

Gode hensigter skal betale sig nu

Hvis Hou vil have et aktivitetshus, skal der ligge økonomisk støtte bag skulderklappene

HOU:Planerne om et borger- og aktivitetshus i Hou er nået så langt, at det økonomiske grundlag skal falde på plads snart. Derfor vil foreningen Hou Borger- og Aktivitetshus samle penge ind blandt alle borgere i byen. - Vi ved, at vi har opbakning fra alle sider i byen, men den betaler jo ingenting, siger formand for foreningen Bjarke Kjær. Han håber, at byens borgere vil lægge en pengegave bag opbakningen, så projektet kan hænge sammen økonomisk. - Folk har tidligere spurgt, hvordan og hvornår de skal støtte, og det er altså nu, vi har brug for det, tilføjer han. Foreningen har lavet en kontrakt med Hals og Ulsted sparekasser. Borgerne kan låne penge,, som de kan donere til projektet. Kontrakten sikrer borgerne en fornuftig rente og en afdragperiode på fem år. Hvis man for eksempel låner 5000 kroner, vil den månedlige ydelse blive omkring 100 kroner. Ifølge foreningen burde det ikke være afskrækkende. Går projektet i vasken, vil pengegaven blive tilbagebetalt. - Det er svært at vide hvor mange der vil støtte projektet, men med de mundtlige tilkendegivelser, vi har fået, tror vi på ideen, siger Bjarke Kjær. Alle husstande vil få tilsendt materiale om lånemulighederne, og foreningens bestyrelse vil efterfølgende vandre fra dør til dør for at få aftaler i hus. - Er folk ikke hjemme første gang, vi kommer, så kommer vi igen anden og tredje gang, siger Bjarke Kjær. Han vil ikke sætte et konkret tal på de økonomiske forventniger, men henviser til lignende indsamlinger i andre byer. For eksempel samlede indbyggere og forretningsdrivende i Stenum ved Brønderslev knap to millioner kroner ind gennem pengegaver. Bjarke Kjær håber på, at velvilligheden i Hou kan samle omkring det samme beløb. På nuværende tidspunkt har Hou Borger- og Aktivitetshus 120.000 gavekroner på kontoen og lovning på 100.000 mere. De er hoved-sageligt givet fra lokale foreninger og forretningsdrivende men også fra enkelte privatpersoner. Hvis projektet skal nå de byggemæssige højder, som er lagt for dagen fra begyndelsen, skal der i alt samles omkring otte millioner kroner ind. Heraf har Hals Kommune sat halvanden million kroner på højkant og Stiftsøvrigheden vil lægge en million kroner oveni. Bjarke Kjær tilføjer, at der siden er kommet ændringer i planlægningen. Blandt andet har Bygge- og Anlægsfonden, der råder over tipsmidler, ønsket nogle ændringer. - Projektet og finansieringen skal hænge sammen. Det kan godt være, at vi bliver nødt til at klippe en tå og hakke en hæl, for at det går op, siger Bjarke Kjær. Han forklarer, at opførelsen ikke går i gang, før alle pengene er hjemme, da foreningen ikke vil ud at låne penge til byggeriet. Hvordan de endelige tegninger kommer til at se ud, er ikke helt afgjort. - Planlægningsfasen er gået noget i stå, og det synes vi er frustrerende. Derfor er det vigtigt, at vi får opbakning nu, så vi kan se, hvad vi har at arbejde med, siger Bjarke Kjær. Planen er at stikke den første spade i jorden i efter-året, så huset kan stå klar i 2005.