Klim

Gode historier på skemaet

Klim Friskole holder i denne uge temauge om den gode historie i anledning af, at fortælleren Margrete Højlund kommer på besøg. Eleverne er inddelt i forskellige grupper, som skal arbejde med at fortælle en god historie. Børnehaveklassen til 2. klasse skal høre historier og fortælle historier ud fra billeder, film og musik. 3. til 5. klasse skal beskæftige sig med tre forskellige genrer: eventyr, gys og spænding samt historier fra det virkelige liv. Historierne skal fortælles via en dramaforestilling, og eleverne skal besøge ældre mennesker, der kan fortælle fra deres barndom. De store klasser skal have en fortællenat, hvor de overnatter i et samertelt, og der skal også fortælles historier.