Gode lydvibrationer

De nordjyske biblioteker har skabt deres egen lyd.

Lars Aare
Projektleder Line Hoffgaard fra Aalborg Bibliotekerne på Vejgaard Bibliotek, hvor man i øjeblikket som et forsøg spiller baggrundsmusik for brugerne.Foto: Martin Damgård
Musik 8. november 2011 11:20

Shhh! Vi dæmper automatisk stemmen og tysser på børnene, når vi går ind ad døren til det lokale bibliotek. Men det er måske i virkeligheden et levn fra gamle dage. I hvert fald har Aalborg Bibliotekerne sat gang i projekt lydbranding, der skal vise, at biblioteket også lyder af noget. Helt konkret kan man i disse dage på bibliotekerne i Vejgaard og Nørresundby læse avis, surfe på computeren eller finde bøger til tonerne af stille baggrundsmusik. En nyskabelse, der udspringer af, at flere og flere biblioteker er selvbetjente, altså uden personale, i en stor del af åbningstiden. Der er tale om et forsøg, som løbende evalueres i samråd med brugerne. - Hvis man kommer på biblioteket en mørk vinteraften og måske er der helt alene, tror vi på, at musikken er med til at skabe en god stemning. Desuden vil vi gerne gøre op med den forestilling, at der altid skal være stille på et bibliotek. Det er et aktivt sted, og der må gerne være lyd, siger projektleder Line Hoffgaard fra Aalborg Bibliotekerne. Forsøget med baggrundsmusik er kun en del af et større lydbranding-projekt, som Aalborg Bibliotekerne sammen med bibliotekerne i Hjørring, Brønderslev og Jammerbugt søsætter omkring årsskiftet. Bibliotekerne har fået lydbrandingfirmaet Sonic Minds til at udarbejde en særlig lydidentitet, deriblandt et lydlogo, som det kendes fra reklamerne for eksempelvis McDonald's ("I'm loving it") og Føtex ("Føtex gør mere for dig"). Hvordan det lyder, vil først blive afsløret senere, men meningen er, at det blandt andet skal bruges i forbindelse med højttalerannonceringer af åbningstider, kommende arrangementer og andre servicemeddelelser til brugerne. Derudover er der lavet ventemusik til telefonkøen, underlægningsmusik til for eksempel podcasts eller visuelle annonceringer på storskærme, og særlige musikstykker, som skal fungere som enkeltstående lydoplevelser på bibliotekerne. - Hidtil har vi mest satset på det visuelle, når vi har henvendt os til brugerne. Men man kan godt blive lidt blind over for alle de plakater og brochurer, der slås om opmærksomheden. Musik taler til følelserne og kan være med til at skabe en særlig stemning og forhåbentlig positive associationer omkring bibliotekerne, siger Line Hoffgaard. De nordjyske biblioteker er først herhjemme med at satse på lydbranding. Bliver det en succes, håber de at kunne eksportere projektet til resten af landet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...