Gode ører og varme hjerter søges

Café ”Madam Blå” har hele sidste år manglet frivillige - nu søger de igen

Merete Horn
Café Madam Blå er et socialt dagtilbud for blandt andet misbrugere og ensomme, og mellem 15 og 18 mennesker benytter sig dagligt af tilbuddet. Men caféen er afhængig af frivillig arbejdskraft, og
EMNER 15. januar 2007 05:00

HOBRO: Danskerne arbejder gerne frivilligt - omkring en trediedel af os udfører frivilligt arbejde. Når det gælder frivilligt socialt arbejde, så er det seks procent af befolkningen, som gerne giver en hånd på det område. Og nogle af de seks procent vil være særdeles velkomne hos Café Madam Blå i Skibsgade, for her mangler for alvor gode ører, som kan lytte, og varme hjerter, som vil være med til at skabe en god social stemning. - Vi har faktisk gennem hele år 2006 konstant manglet frivillige hjælpere til caféen, forklarer Erik Sørensen, der er leder af Café Madam Blå. Caféen er et opholdssted for misbrugere, ensomme og udstødte mennesker, som trænger til at være et sted med en tryg og rar atmosfære. - De mennesker, vi har brug for som hjælpere, skal være med til at skabe en hyggelig stemning. Det skal være mennesker, der er gode til at lytte og som har lyst til at bidrage til, at her er et godt socialt miljø. Det skal være ressourcestærke mennesker, som har lyst til at afse en dag om ugen til at være her og hjælpe til med det forefaldende arbejde, forklarer Erik Sørensen, og tilføjer, at ellers er der ingen krav til hverken køn eller uddannelse: - Men man skal være over 18 år og helst have en god portion livserfaring, siger han. Kaffe og en snak Det forefaldende arbejde hos Madam Blå består blandt andet i at hjælpe til med at lave morgenmad til de brugere, som kommer, når stedet åbner klokken ni. - Og så kan det være blot at snakke lidt, måske hjælpe med at lægge et par bukser op, gå med på en bytur eller en tur til lægen, siger Erik Sørensen, som meget gerne tager en snak med eventuelt interesserede. Sårbare For et år siden havde Café Madam Blå mellem 10 og 15 frivillige at trække på. De tog hver en dag om ugen. I dag er der udover Erik Sørensen og endnu en ansat kun fire-fem frivillige, som tager tjansen med en dag om ugen. - Derudover har vi ca. ti, som vi kan trække på til at tage en dag om måneden. Men vi er sårbare, fordi vi er så afhængige af frivillig arbejdskraft, og det betyder, at der er mange ønsker fra brugerne, som vi desværre ikke kan opfylde, fordi vi ikke kan være væk herfra, siger Erik Sørensen. Caféen er åben hver dag fra klokken ni til 14 samt lørdag ni til 12. Søndag er der lukket. - Det er især fredage og lørdage, det kniber med at få bemandet, siger Erik Sørensen, som meget håber, at nogle nye frivillige kræfter har fået lyst til at prøve arbejdet i café Madam Blå. Begynd med en samtale - Vi kan tilbyde et hyggeligt arbejdsmiljø, små kurser, hvis man er interesseret, og almindelig personlig udvikling samt medindflydelse på hverdagen, idet man også får mulighed for at deltage i vores medarbejdermøde, siger han. - Men alting begynder med en samtale, og man er velkommen til at kigge ind og få en snak ligesom man også kan få lov at få en prøvetid her, for at se om det er et stykke arbejde, man kan lide, siger Erik Sørensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...