Gode oplevelser til kræftramte børn

For mange familier med kræftramte børn kan overgangen til det almindelige liv være svær, når sygdommen er bekæmpet. Børnecancerfonden hjælper familierne

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Børnecancerfonden vil forbedre vilkårene for de ramte børn og deres familier - og give dem gode oplevelser. En gang om året afholder de blandt andet SportscarEvent, hvor børn med kræft og deres familier kan få en gratis tur i de flotte køretøjer. Foto: Mauritius/Polfoto

Hvert år rammes 150 børn i alderen 0-15 år af kræft. Lidt under 40 af dem overlever ikke, og selv for dem, der klarer den, byder den nye tilværelse på en masse udfordringer. Både under og efter behandlingsforløbet kan børn med kræft og deres familier få støtte af Børnecancerfonden, der blandt andet har til opgave at forbedre vilkårene for de ramte børn og deres familier. Marianne Nielsen, direktør i Børnecancerfonden, håber, at forskningen i kræft kan redde flere børn. - Hver gang fire børn har kræft, dør det ene. På langt sigt håber vi, at det bliver muligt at kurere alle børn med sygdommen. Hvis det skal kunne lade sig gøre, er det vigtigt, at der hele tiden bliver forsket i sygdommen, siger hun. Alexandra læste højt Børnecancerfondens hovedformål er forskning, men fonden hjælper også gerne til med økonomisk støtte, oplysning og gode oplevelser. Fonden støtter nemlig landets fire kræftafdelinger for børn, men også de enkelte familier direkte. - En gang om året kan børn med kræft og deres familier søge et forkælelseslegat til at forsøde tilværelsen. Legatets størrelse afgøres ud fra en lægefaglig vurdering, men typisk er beløbet 3000 -7000 kr., og vi blander os ikke i, hvad pengene bliver brugt til, siger Marianne Nielsen. De fire kræftafdelinger for børn ligger i Skejby, Aalborg, Odense og på Rigshospitalet, der tager sig af halvdelen af de børn, der har kræft. Børnecancerfonden støtter de fire afdelinger både til materielle ting og til arrangementer afdelingerne afholder for børnene. I løbet af julen fik børnene på Rigshospitalets afdeling for børn med kræft eksempelvis en stor oplevelse, da grevinde Alexandra kom forbi og læste julehistorier for dem. Den evige frygt Selv om hovedformålet er at støtte under selve behandlingen, ligger der også en stor opgave i at hjælpe de familier, hvor børnene er erklæret raske. I den slags familier er der især ét stort problem. - Familierne lever med frygten om, at kræften kommer tilbage, selv om deres barn er erklæret rask. Det er hårdt psykisk. Desuden kan det være svært for det nu raske barn, der under sygdomsforløbet har haft utrolig meget voksenkontakt, at begynde i skolen igen og dagligt omgås andre børn, siger Marianne Nielsen. Hun påpeger, at det ikke kun er barnet, der kan have svært ved at omstille sig til et almindeligt liv. - Det kan også være en svær overgangsperiode for forældrene. Hvis de har haft sygeorlov, skal de til at arbejde igen, og uanset hvad skal de vænne sig til at give slip på deres barn. Både barnet og forældrene skal vænne sig til nogle helt nye fysiske og sociale rammer, siger Marianne Nielsen. For nogle familier kan det være godt at komme lidt væk fra det hele, og til det formål har Børnecancerfonden et par feriehuse i børnevenlige omgivelser i henholdsvis Dronningmølle og Blokhus, som børn med kræft og deres familier kan leje for et symbolsk beløb. Ferrari eller Porsche Et andet godt tilbud er det årlige SportscarEvent, der afvikles på FDM Jyllandsringen og FDM Sjællandsringen. Hvert sted er den delt op i to køredage. Den ene dag er for publikum. Der kan alle bilentusiaster og fartdjævle købe sig til en tur i eksempelvis en Ferrari, en Lamborghini eller en Porsche, og alle indtægterne går ubeskåret til Børnecancerfondens arbejde. Den anden dag kan børn med kræft og deres familier få en gratis tur i de flotte køretøjer. At tilbuddet gives til hele familien og ikke kun det kræftramte barn, er afgørende for Marianne Nielsen. - Det er vigtigt for os, at tilbuddet gælder hele familien, da alle er berørt af sygdommen. Det gælder både forældre, raske søskende og barnet, der har kræft, siger hun. Børnecancerfondens direktør ønsker sig kun én ting af 2009: - At vi får penge nok, så vi kan blive ved med at støtte børn med kræft og deres familier.