Gode ord og fine iagttagelser

ESSAYS Ulrich Horst Petersen: "Mens jeg husker det" For den ældre læser vil de indledende essays i denne samling være et kærkomment tilbageblik på en svunden tid, hvor Glostrup var en lille by i den københavnske vestegn med én skole: Højvangskolen, hvor H. Johansen var gårdvagt med spanskrør og faste regler, og vor E. Johansen giftede sig med sin kollega, fraskilte fru Aagesen. Det var en overskuelig verden, og her levede Horst Petersen, årgang 1936, i sin barndom. Herfra gik han med klassen til Dansk Skolescene inde i København og oplevede Thomas P. Hejle skabe ro med sin legendariske, sorte lommebog. Det næste afsnit er af politisk tilsnit med bl. a. et angreb på Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale den 29. august 2003 om samarbejdspolitikken. Desværre hører Horst Petersens angreb til inden for den kategori, Ionesco omtaler i "Den skaldede sangerinde": "Man kan altid mene det modsatte.", måske fordi, som han skriver i "Mens jeg husker det": "Jeg gjorde krigen med i fantasien". Her går han ind for nytten af kundskaber, især om vor fælles historie: "Det er en populær misforståelse, at følelser er jo stærkere, jo mindre omtanke der er forbundet med dem, og tankerne jo skarpere, jo mindre man føler i den anledning." Desværre skæmmes essayet af mord på et vist parti i en bisætning. Her smutter altså alligevel en følelse med ind i stringensen. Et glimrende essay hylder en af de store succeser i dansk forlagshistorie: HVEM-HVAD-HVOR, der roses for sin nøgternhed og rehabiliteres for det skær af odiøs populisme, nogle ønsker at forsyne de med. Tredje afsnit er essays om litterære kapaciteter. Her er en glimrende essayistisk gennemgang over Holberg og en oprejsning af Oehlenschläger som rejsende ud i Europa. Man kan diskutere om Peter Nansen og hans flanørdigtning er en minderune værd, hvorimod det personlige afsnit om Villy Sørensen og samtaler med ham er et fund. Bogen rundes af med en fint iagttaget afsnit om værdipolitik og om det lille ord "jo". Der er en masse gods i Horst Petersens essays – også selv om man ikke altid er enig med ham i hans politisk orienterede betragtninger, og så er hans behandling af det danske sprog forrygende god. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Ulrich Horst Petersen: "Mens jeg husker det" 200 sider, 248 kr. Tiderne skifter. Udkommer i dag