Gode råd til høst

80 landmænd klædt på til høstarbejdet

Der var stor interesse for at blive klædt på til høsten.Privatfoto
Dronninglund 9. juli 2015 03:09

DRONNINGLUND: 80 landmænd lagde vejen forbi Dronninglund, hvor LandboNords PlanteRådgivning holdt årets høstdag. Her blev emner som tørring og opbevaring af afgrøderne, effektivisering af høstkapaciteten og regler for efterafgrøder gennemgået.

LandboNord har efterhånden tradition for at invitere landmænd til høstdag, så alle føler sig godt klædt på til at få det optimale udbytte af årets høst. Selvom en stor del af arbejdet for at få en fornuftig høst i hus er foregået i løbet af sæsonen, så er det afgørende, at afgrøderne bliver tørret og opbevaret rigtigt

Det betyder alt for afgrødens kvalitet, at den bliver tørret og opbevaret ordentligt. Man kan sige, at det afgør, om afgrøden kan bruges som foder, eller om den kun egner sig til brændsel. Derfor giver vi landmændene input til forskellige metoder til at tørre og opbevare deres afgrøder, fortæller Niels Arvidson, der er fagchef for salgsafgrøder i LandboNord.

Også maskinkonsulent Karl Jørgen Nielsen deltog i arrangementet, og han gav deltagerne ny inspiration til, hvordan de kan optimere høstarbejdet med eksisterende maskineri. En metode til at øge mejetærskerens kapacitet er eksempelvis at øge stubhøjden på afgrøderne.

Per Pedersen var en af de fremmødte landmænd, der var kommet til arrangementet, fordi han var nysgerrig på at høre lidt mere om forskellige metoder til tørring af afgrøderne.

- Hvis jeg skal ud at købe korn, og det ikke er tørt nok, når jeg modtager det, skal jeg finde en løsning, hvor jeg selv kan tørre det i to store haller, jeg har. Så lige nu lurer jeg lidt på et mobiltørreri, fortalte Per Pedersen.

Udover det praktiske arbejde med at få høsten i hus, forklarede LandboNords planteavlskonsulent Jakob Møller også om de nye regler for efterafgrøder og miljøfokusområder i forhold til etableringen af afgrøderne til næste sæson.

Det er vigtigt at gennemgå reglerne allerede nu, for når vi ser landmanden igen, har han sandsynligvis allerede sået sin vintersæd, og på det tidspunkt er det for sent at tilpasse sig reglerne, siger Niels Arvidson. Arrangementet fandt sted hos Brian Sørensen, Vester Thorupvej 19 ved Dronninglund.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...